30 kg fedt tabt

I sommeren 2015 stiftede jeg bekendtskab med Line Østergaard Tranholm. Hun skrev en mail til mig om, at hun gerne ville i gang med personlig træning for at tabe sig. Jeg kan huske, at vi lavede en aftale om, at hun kun skulle trænes – det der med kosten, det havde hun styr på. Men det havde hun jo ikke 😉 Heldigvis fik hun styr på både kost og træning, og i dag er hun den af mine klienter, som jeg har haft i længst tid. Og hun fortsætter. Det er jeg simpelthen så glad for, for Line er i den grad en inspiration for nye klienter, der starter hos mig. Vil du vide hvorfor? Så læs med her, hvor Line selv beskriver sit første år med Foodfix. Det er en før/efter historie, som jeg har glædet mig rigtig meget til at dele med jer – ikke mindst pga. de 30 kg fedt, der er forsvundet fra Lines krop.

Til venstre ser du Line umiddelbart inden, hun startede hos mig. Til højre ser du Line, som hun ser ud i dag.

Til venstre ser du Line umiddelbart inden, hun startede hos mig. Til højre ser du Line, som hun ser ud i dag.

Beskriv dit forløb hos Foodfix

Det har været en investering i et bedre, sundere og lettere liv.

For godt et år siden var jeg færdig med at tage tilløb til et sundere liv. Min krop var blevet min fjende og hver dag var jeg plaget af min dårlige form, mine alt for mange kilo og den deraf følgende træthed. Jeg kontaktede derfor Heidi, som jeg lidt tilfældigt havde fundet via et opslag på Facebook.

I dag er jeg ret sikker på at det ikke var tilfældigt. Heidi har været en gave for mig og mine omgivelser. Jeg startede med personlig træning og overgav mig modvilligt til mit første gruppeforløb i august 2015. Forinden nåede jeg at græde bitre tårer over at vægten stod og grinede med 3 cifre.  Tænk sig, at det var kommet så vidt! Det var dårligt til at overskue at få ændret dette, men med 2 små aktive drenge havde jeg intet valg.

Jeg har det seneste år trænet gennemsnitligt 3 gange om ugen med Heidi og #heidispiger. Rigtig mange spørger mig om det ikke har været vanvittig hårdt og svært – men det har det helt overordnet ikke. Det har været godt, det har været en radikal ændring i hverdagen, men mest af alt har det været sjovt og en fornøjelse.

Burpee Line

Line har givet den gas til rigtig mange træninger. Her er hun på vej op fra en burpee – og den dag blev der jublet, fordi vi spottede en synlig triceps 😉

Javist har der været perioder der har været sværere end andre, – fordi vægten stod stille, fordi dagligdagen var presset og søvnunderskuddet voksede – selvfølgelig har der det. For hverdagen er ikke anderledes for mig end for andre børnefamilier. Hver dag er et logistisk puslespil af madpakker, kørsel, strømper der næsten matcher og bukser der pludselig stumper sådan hen over natten – så min hverdag er højst sandsynlig ikke anderledes end din.  Jeg kan bare også nemt forestille mig hvor presset jeg ville være, hvis jeg ikke dyrkede motion og fik god og sund mad, så jeg har valgt at prioritere min sundhed, fordi det er det bedste for min familie og jeg.

Her, et års tid senere, er det tid til at gøre status. Jeg har afsluttet de personlige træningstimer, men træner stadig på gruppeforløb. I lighed med de andre piger, går jeg til foodfix, som andre går til håndbold. Jeg er ret vild med konceptet. Det er tung styrketræning og konditionstræning. 2 timer hver gang. Det er udendørs – også når der er 10 graders kulde. Det passer mig glimrende og jeg er sikker på at min mand og mine børn, synes jeg er blevet væsentlig sødere og måske også en anelse sjovere. Jeg er ret vild med det fællesskab vi har på holdet – der er altid hep-hep og gode råd at hente i gruppen. Det er et frirum, hvor vi deler alt fra kost/træning til frustrationer over job og mænd.

Min kost har ændret sig på den måde, at jeg nu altid har 5-6 forskellige slags grøntsager i køleskabet, foruden godt kød. Jeg er ikke tilhænger af nogen form for palæo, lchf, vegan-mad eller andet der forsager en bestemt fødevaregruppe. Jeg spiser bare gode råvarer og så gør jeg det i de mængder min krop har brug for. Jeg har tabt mere end 30 kg fedt, og vil gerne øge tallet. Dog bliver det i et andet tempo og med et andet mentalt fokus – nemlig at byde krop og hjerne det bedste for at kunne fastholde energi og overskud

Er du tilfreds med resultatet? Har du opnået andre mål end dem på vægten?

Ja, jeg er tilfreds – både med de synlige resultater, men også med det der drejer sig om min mentale indstilling.

Hvordan har din kost ændret sig?

Den helt store forskel er, at jeg nu primært spiser ikke-forarbejde fødevarer. Der er rå-varer i køleskabet og knap så meget færdigt mad.

Hvordan har din træning ændret sig?

Min træning er jo gået fra at være ikke-eksisterende til at være et naturligt behov i hverdagen

Hvordan vil du spise og træne fremadrettet?

Jeg fortsætter som jeg har gjort det seneste år.

Har du oplevet andre positive ting i forbindelse med dit forløb? (fx mindre stress, mere overskud, pænere hud, bedre søvn, stabilt blodsukker, mindre hovedpine osv.)

Helt generelt har jeg fået et større overskud og større bevægelighed. Da jeg startede i gruppetræningen, bad Heidi os alle om at dele vores mål. Mit mål var at jeg kunne rejse mig elegant fra liggende eller siddende position på gulvet – en øvelse småbørnsmødre foretager sig utallige gange dagligt. Jeg tror jeg nu kan sige at jeg kan komme forholdsvis elegant op, men jeg kan nok godt øve mig lidt mere 😉

Hvad er det vigtigste du har lært under dit forløb, og som du vil tage med dig videre i livet?

Jeg er blevet mere bevidst om at kroppen reagerer på det jeg byder den – både kost, motion, søvn og stres.

Vil du anbefale et lignende forløb hos Foodfix/Heidi til andre?

JA – uanset om du mangler styrke, gerne vil smide få eller mange kilo, eller du blot ønsker mere energi i hverdagen. Heidi er professionel, kompetent og så er hun ærlig. Der er ingen quick fixes til en sundere hverdag. Der er vedholdenhed både mht. kost og motion – og med det fokus, skaber Heidi forløb der er langtidsholdbare.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *