Dårlige undskyldninger og gode råd til vægttab

Kig dig selv et serviceeftersyn og tun maskinen, hvis den trænger

Tag et kig på dig selv – er du tilfreds med det, du ser?

Hvis du vejer for meget, så har du formentlig forsøgt at tabe dig et utal af gange. Det er de færreste overvægtige, der ikke på et eller andet tidspunkt har forsøgt at gøre noget ved det. Jeg har i hvert fald endnu ikke mødt et menneske, der var tilfreds og glad for sin overvægt helt ind i hjertet. Jeg har selv vejet ca. 30 kilo mere, end jeg gør nu. Det var bestemt ikke sjovt. Og jeg har tabt mig og taget på igen igen. Indtil jeg tog tyren ved hornet og gjorde noget for alvor. Siden har min vægt været stabil. Det er ved at være fem år siden nu.

Måske kan du genkende dig selv i nogle af de her sætninger?

  • Du tænker på, hvordan du skal komme i gang, men får det bare ikke gjort.

  • Du har ikke hjertet med og er fuld af dårlige undskyldninger

  • Du får kvalme, hvis du ser flere ”Flad mave på tre uger”-reklamer

  • Du er ikke ærlig over for dig selv

  • Du bliver forpustet blot ved at tænke på, hvor meget du er nødt til at arbejde for et vægttab

  • Du ved en masse om sund kost og træning, men du får bare ikke tabt de ekstra kilo

  • Du kan ikke finde ud af at finde plads til træning og tilberedning af sund mad i din travle hverdag

  • Du bliver frustreret og giver op

Hvis du går og drømmer om at have det bedre og være i bedre form til at kunne lege med dine børn, så kan det ikke hjælpe noget, at du læser den ene bog efter den anden om, hvordan man kan tabe sig ved at træne og spise på en bestemt måde. Drop bøgerne og kom i gang med at gøre noget i stedet for. Find en træningsform, som du kan lide og gå i gang.  Tag ud og handle. Fuld indkøbskurven med lækre råvarer, og tøm varerne for al det crap, som du formentlig har stående. Og nej, det er ikke synd for din familie, hvis de ikke får det. De har da heller ikke godt af det. Giv det væk, inviter venner over til “tøm skabene fest” og gå i gang med dit nye liv.

Ind imellem er alle vægttabsprojekter benhårde. For at holde motivationen oppe, så er det vigtigt at holde sit mål for øje. Måske drømmer du at kunne skrue dig ned i en bestemt kjole eller at kunne løbe 10 km. Husk det – se dig selv danse rundt i den kjole eller krydse mållinjen til et 10 km løb. Meld dig til det løb allerede i dag, så har du noget konkret at arbejde hen imod. Allier dig med en ven eller veninde, så du har en at træne med og evt. en at veje dig sammen med også.

Lad være med at starte på en hvidkålssuppekur, “spis kun frugt til kl. 12” eller noget andet smart, der lige er oppe i tiden. Hvis du er i tvivl om, hvordan du bedst sammensætter din kost og træning, så tag fat i en professionel. Se dig for og vælg en med en ordentlig uddannelse bag sig – og en, som du fornemmer en vis portion af kemi med. Du skal stole på den person, der skal guide dig, så du føler dig i sikre hænder og får den bedst mulige hjælp. Hvis du skal trænes af vedkommende, så er det super vigtigt, at du finder en, der kan motivere dig i træningen og som du måske kan grine lidt sammen med, når sveden hagler. I kommer til at tilbringe mange timer sammen, så vælg med omhu.

Selvom du får hjælp af en dygtig kostvejleder og træner, så er det ingen garanti for, at du taber dig. Det er super nemt at hyre en vejleder, men desværre stopper arbejdet ikke her. En vejleder som jeg selv kan hjælpe dig et langt stykke af vejen, men det er stadig dig, der skal sætte det ene ben foran det andet og gøre det hårde arbejde. Drop undskyldningerne og lad være med at bruge ydre faktorer som undskyldning, når du ikke ser fremgang. Der vil altid komme travle perioder, dine børn bliver syge, du er træt, der er ikke blevet handlet ind, din moster havde fødselsdag. Ved blikket ind ad og bær ansvaret selv.

Og ja, det er hårdt arbejde. Benhårdt. Du har dovnet den så længe, at du må betale tilbage ved at svede lidt ekstra de næste mange måneder. Nyd det! Du er i gang og hver gang du sveder, er du et skridt nærmere dit mål. Alle skal arbejde for at opnå noget andet, end det de har i dag. Der er ingen fede mennesker, der er kommet sovende til normalvægt (hvis du skulle kende til sådan et menneske, så send mig lige et hint, for jeg vil rigtig gerne tale med vedkommende i hvert fald). Punktum. Det er hård kost, men nogle gange er lidt hård kost nødvendigt.

Selvom du føler, at du ved en masse om kost og træning, fordi du har sat dig rigtig godt ind i stoffet, så er du nødt til at indse, at du rent faktisk ikke ved noget som helst, før du selv efterlever det. Og det skal du gøre dag ud og dag ind, indtil du er i mål – og så skal du i øvrigt fortsætte bagefter resten af livet. Ellers ender du bare, hvor du startede.

Den undskyldning, som jeg oftest ser angående manglende træning/ringe madvalg er, at der er pres på derhjemme. Der var ikke tid til træning eller til at handle ind. Undskyld, men det er bullshit. Alle har travlt ind imellem. Du ved, at de travle perioder kommer, så det må du vænne dig til at arbejde uden om. Sørg for at fryseren er fyldt med frostgrønt og ordentligt kød. Så har du altid adgang til et nemt og sundt måltid, hvis køleskabet er tomt. Og jeg ved godt, at det kan være svært at finde tid til træning, især hvis du har børn, der skal være nogen hos. Men det er jo ikke fordi du ALDRIG har 45 minutter til dig selv, vel? Jeg vil vædde med, at du bruger MINDST 1 time hver dag på TV, film, sociale medier, internetsurfing osv. Bliver du slankere af det? Nej vel. prøv at bruge den tid på at træne i stedet. Det kan sagtens foregå hjemme på stuegulvet, når børnene sover, eller inden de står op. Det er et spørgsmål om at nedprioritere noget frem for noget andet. Væk med sofatid, ind med mere træningstid. Ikke nødvendigvis hver dag, men ofte. 1 gang om ugen er IKKE ofte!

Når du har været i gang et stykke tid, så driller tallet på vægten. Du taber dig ikke. Det er dødfrustrerende, men det er ikke et carte blanche til at give op. Nixen bixen. Det er et tegn til dig om, at du enten skal arbejde hårdere eller skal tænke mere over, hvad du spiser. Kig på de forgangne uger og lær af dine handlinger. Gør det bedre og drop frustrationerne. Det er spild af tid.

Her er ovenstående summeret op til otte gode råd til vægttab, som du kan bruge i stedet, hvis du er klar til at droppe de dårlige undskyldninger.

  • Stop med at tænke. Gør noget i stedet!

  • Fokuser på et mentalt billede af det, som du gerne vil opnå

  • Drop lynkurene og find en professionel til at hjælpe dig med kost og træning

  • Se dig selv i øjnene og indse, at det kun er dig, der kan ændre på det her

  • ALLE skal yde en indsats for at opnå noget. ALLE!

  • Indse, at du ikke rigtig ved noget, før du efterlever det selv – dag ud og dag ind

  • Prioriter din hverdag, for der kan skaffes plads til sund mad og træning hos ALLE.

  • Du bliver frustreret, men det gør ALLE. Du bliver ved og tager en dag ad gangen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *