Projekt nyt liv 2017: 1 måned

Et af de billeder Sonja sendte til mig i den ansøgning, som hun sendte, inden projekt Nyt liv 2017 startede op

I januar måned startede Sonja op i Projekt Nyt Liv 2017. Tiden er fløjet afsted, og derfor er jeg kommet lidt bagud med at opdatere jer på, hvordan det går. Der er jo faktisk allerede gået to måneder, men lad os starte med den første måned.

Sonja træner med mig to gange om ugen. Vi træner primært med TRX (suspension training/slyngetræning) her i den første måned. Sonja skal blive fortrolig med træning og komme rigtig godt i gang – det har været mit primære fokus.

Jeg har stillet Sonja nogle spørgsmål om den første tid – og her får du hendes  svar:

Hvordan har det været at starte op med træning?

Det har da helt sikkert været en omvæltning at træne/motionere igen, men min krop er hurtigt blevet vant til det. Den vil gerne bevæge sig, og det bliver nemmere fra gang til gang. Jeg oplevede for nyligt at jeg faktisk kunne træne/motionere i 1 ½ time uden at jeg var hel ødelagt bagefter 🙂 Træning gør mig gladere 🙂

Hvordan er det at skulle ændre på sin kost fra den ene dag til den anden?

Det var meget overvældende og uoverskueligt. Det har taget mig ihvertfald 3 uger at forlige mig med det og kunne lave mad til hele familien uden der skulle serveres 3 retter!

Og meget overvældende at spise så mange grøntsager til alle måltider!!!

Hvad er det sværeste ved din livsstilsændring?

Det sværeste har været kosten og styre min søde tand… men det går fint nu og trængen til søde sager bliver mindre og mindre – det glæder mig… men samtidig sørger jeg også for at jeg kan være i det og stadig nyde. Hvis jeg er mere sulten spiser jeg flere grønsager, ikke som tidligere mere brød eller søde sager!

Skal jeg nogen steder har jeg grøntsagssnacks i tasken, salat og masser af vand – så jeg ikke bliver fristet.

Nogen gange er det svært, at handle ind, men jeg ignorerer slik/chips/kage afdelingerne (også hvis jeg føler sult), har endnu ikke været fristet.

Sonja koncenterer sig og forsøger at blive fortrolig med slyngetræning

Jeg glæder mig derfor også til, når det er fredag aften. Der får jeg en skål chips sammen med min søn – derudover spiser jeg via min kostplan en gang imellem lidt mørk chokolade og lidt mandler som aften snack – men det er jeg faktisk stoppet med den sidste uge

Jeg bruger stadig meget tid på at få købt ordentligt ind, hvad skal jeg ha til frokost eller aftensmad?, er det noget familien kan spise? eller skal jeg lave noget andet fx?

Har besluttet at når jeg har tabt mig 10 kg., så skal jeg i spa og ud at spise med mand + have en enkelt lille kage af en art 🙂

Det hele fylder og jeg glæder mig til, det bliver naturligt og mere vane for mig 🙂

Hvad har været lettere, end du troede?

Det har helt klart været meget lettere at træne end jeg troede 🙂 men det hjælper selvfølgelig også, at jeg ved Heidi kommer til mig 2 X ugentligt – men jeg glæder mig til at træne nu og får lyst til det – også når jeg ikke træner med Heidi. Det er ikke altid det kan lade sig gøre i min hverdag eller i mit familieliv! Men det bliver mere og mere naturligt for mig at prioritere det og få det planlagt… Det hjælper, når min mand og børn bakker mig op 🙂

Har du lagt mærke til nogen forandringer hos dig selv?

Jeg synes jeg har tabt mig lidt  på mine hofter, øverst på min ryg, mine lår og maven under brysterne.
Der udover er jeg blevet mere mobil og pruster ikke så meget, når jeg går og skal ned på gulvet efter ting.

Og noget af det vigtigste for mig er at, jeg er blevet gladere og en mor og kone med mere overskud ❤

Sonjas tal måned 1

Vi følger løbende med i Sonjas udvikling på vægten. Hver måned måler vi centimeter rundt omkring på kroppen, og vi laver en Inbody kropsanalyse, så jeg kan sikre, at hun ikke taber sig for hurtigt, så der ryger for meget muskelmasse. En del af projekt nyt liv er nemlig at sikre, at vægttabet er forsvarligt, holdbart og foregår på en måde, hvor Sonjas krop kan følge med.

Den første måned har der været en rigtig fin udvikling. Sonja har tabt 3 kilo på vægten. Det kan man synes ikke er meget, men hvis vi går tallene efter i sømmene, så ser det faktisk bedre ud:

Fedtmassen startede på 48 kilo. Efter en måned ligger den på 44,5 kilo. Altså er der røget 3,5 kilo rent fedt.

Muskelmassen startede på 32,7 kilo. Efter en måned ligger den på 33 kilo. Dvs. hun har både formået at tabe fedt og bygge 300 gram muskler på en måned.

Hun har ophobet lidt mere væske i kroppen, men det skal nok rette sig på sigt. Uanset hvad så har det ikke den store indflydelse på hendes generelle sundhedstilstand.

På centimeterfronten, er der røget 18 cm ind til videre.

Jeg er super stolt af Sonja. Hun kæmpede som en gal og var til tider meget frustreret den første måned. Især kosten var svær, men heldigvis har hun fået lært, at det ikke skal være svært – og at hun ikke skal lave særskilt mad til sig selv og noget andet til familien. Hun kan sagtens spise det samme som dem. Hun spiser bare lidt flere grøntsager og lidt mindre pasta end ellers. Hun er blevet rigtig god til at navigere i kosten og kan godt finde ud af at rette til, så der er plads til at afvige lidt fra kostplanen.

Jeg glæder mig vildt meget til på torsdag, hvor vi igen skal have Sonja målt og vejet. Jeg kan se, at der er sket store fremskridt. Lige nu går vi og venter på at resten af verden også kan se det 😉

Under alle omstændigheder er Sonja kommet rigtig godt i gang med Projekt Nyt Liv 2017

Varm kikærtesalat

I dag får du opskriften på et genialt tilbehør med masser af næring og vitaminer. Du kan bruge det som tilbehør til alt fra kyllingefilet til fisk – ellers sammen med  et par spejlæg på en kødløs dag. Jeg spiste det sammen med æg som morgenmad i dag, men andre vil nok foretrække det senere på dagen 😉

varm kikærtesalat

Der er masser af næring til både øjne og krop i den varme kikærtesalat

Ingredienser til varm kikærtesalat

  • 3 fed hvidløg
  • 1 dåse kikærter
  • 1 porre
  • 1 stort stykke hvidkål
  • 1 stort stykke spidskål (jeg brugte lille spidskål, fordi det ser så flot ud)
  • 1 snackpeber
  • ½ broccoli
  • 1 spsk olivenolie

Krydderier – vælg dem du bedst kan lide og giv den gas. Jeg tog den nemme løsning og brugte en færdig barbecueblanding.

 

Sådan laver du varm kikærtesalat

Dræn kikærterne.

Snit alle grøntsagerne i mundrette stykker.

Varm en pande med olivenolien op.

Start med at svitse hvidløg et par minutter og tilsæt herefter resten af grøntsagerne.

Lad det stege indtil grøntsagerne er møre, men stadig har bid.

Krydder godt.

Server evt. med lidt cremefraiche og chilisauce.

Sjov aktivering af børn

Mine børn er som børn er flest. De elsker at sidde og hygge med tablet, computer og TV. De kan også godt lide bevægelse, men vi skal ofte gøre lidt ekstra for at aktivere dem, så de ikke bare sidder stille i timevis. Sundhedsstyrelsen anbefaler at børn og teenagere er aktive i 1 time hver eneste dag. Det er min børn ikke alle ugens 7 dage. De rører sig (formentlig) en del i skole- og SFO-tiden, men derefter står det mange dage lidt sløjt til.

Aktive børn er glade børn

Jeg vil virkelig gerne give nogle sunde vaner videre til mine børn. Ofte er jeg selv træt, når hele

Aktiver dine børn gennem leg

Sedler med forslag til aktiviteter til børn

familien endelig er samlet et godt stykke hen på eftermiddagen i hverdagene. Det kan være svært at finde tid til at være aktive sammen, for der skal jo også laves mad, lektier og andet praktisk. Men jeg vil finde tiden. Det skal være en prioritet fremover. Jeg tvivler på, at vi som familie kan levere 60 aktive minutter sammen dagligt – eller rettelse, det ved jeg, at vi ikke kan. Det har vi ikke timer nok i døgnet til, men vi kan starte et andet sted.

30 aktive, legende minutter 4 dage om ugen

Til en start vil jeg foreslå min familie, at vi 4 fastsatte dage om ugen skal være aktive sammen. Det skal være ren sjov og ballade de fleste gange, men det skal være noget, som vi gør sammen og som alle får lidt motion ud af. Derfor har jeg klippet en hel masse sedler og skrevet forskellige aktiviteter på dem. Herefter kommer jeg sedlerne i en mulepose, som ungerne kan skiftes til at trække en aktivitet fra. Jeg vil også høre dem, om de har gode idéer til aktiviteter. De kender sikkert en masse sjove lege fra SFO/idrætstimerne osv. Jo mere medbestemmelse ungerne får, jo større chance er der for, at det rent faktisk ender med at blive en succes og noget, som vi holder fast i.

Forslag til aktiviteter

Ind til videre har jeg de her ting på mine sedler (skriv endelig, hvis du har andre gode forslag, så jeg kan gøre udvalget endnu bredere):

  • Danse
  • Fangeleg
  • Stopdans
  • Fodbold
  • Håndbold
  • Smørklat
  • Børneyoga
  • Dåsebowling
  • Cykle
  • Gå en tur
  • Løbe en lille tur
  • Ståtrold
  • Dødbold
  • Gemmeleg
  • Jorden er giftig
  • Stoleleg
  • Tage om på svævebanen
  • Spille twister
  • Forhindringsbane tegnet med kridt på parkeringspladsen

Jeg glæder mig til at præsentere ungerne for idéen til et familiemøde i eftermiddag. Og så håber jeg ikke, at de lægger ud med at trække “Løb”, for så er idéen nok stemt hjem på forhånd 😀

Aktive børn er glade børn – sådan er det i hvert fald her hjemme hos os.

C9 resultat

Så er jeg færdig og har mit C9 resultat klar. Der begynder at tegne sig et mønster; 4-5 dage på en skodkur, så orker jeg ikke mere og savner min normale, sunde kost med overskud og energi 😉

I går lavede jeg et opslag på Facebook, der var et forsøg på at smide en humoristisk vinkel ind over min C9 oplevelse. Det fik en noget blandet modtagelse. Mange griner med mig – både over egen dumhed i forbindelse med egne erfaringer med C9 og over, at jeg overhovedet har gidet give mig i kast med det.

Og så er der alle dem, der elsker C9. De, der faldt i svime over at se tallet på vægten stryge nedad. De melder sig selvfølgelig (og heldigvis på banen) for at fortælle om deres oplevelser med C9. Jeg kan ikke tage deres oplevelser fra dem, og det er slet heller ikke det, jeg vil. Jeg vil bare gerne have at du ved, hvad det er, der sker med kroppen, når du snupper en tur igennem C9 møllen.

Ja, det er individuelt præcis hvad der sker i kroppen. Men der er INGEN, der taber 4-5 kilo fedt på en uge ved at drikke aloevera, snuppe en semigod proteinshake og nogle lav glykæmiske grøntsager – heller ikke selvom de topper det op med majsfibre, b-vitaminer og koffein, som den samlede C9-pakke består af. Dit C9 resultat vil primært være tabt væske, tømte kulhydratlagre og tabt muskelmasse.

Her får du mit C9 resultat:

  • Samlet vægttab: 2 kilo.
  • Samlet muskeltab: 1,3 kilo!!
  • Samlet fedttab: INTET – faktisk er jeg på fedtsiden blevet tungere.
  • Samlet væsketab: 1,8 liter
  • Fedtprocent steget med 1,8%
  • BMR ændring: Fald på 53 kcal dagligt

Dvs. jeg har taget på. Godt nok viser vægten et lidt lavere tal, men jeg har omdannet muskler til fedt. Hvorfor er det sket, når jeg nu har været i et solidt kalorieunderskud? Det er det, fordi jeg ikke har kunnet træne så tungt, som jeg plejer, og jeg har ikke fået nær nok mad til at vedligeholde min muskelmasse. Resultatet taler for sig selv.

Jeg har ikke været voldsomt sulten undervejs, fordi jeg har spist masser af de grøntsager og frugter, der er tilladt på det de kalder for “Den frie liste”. Men jeg har haft nærmest ustyrlige crawings efter alt muligt usundt. Det plejer jeg faktisk ikke være voldsomt plaget af, men når man sætter enorme restriktioner op omkring maden, så får jeg lyst til alt det, som er “forbudt”. Jeg har ikke haft det så skidt, som jeg havde det på Nupo – men resultatet er værre end mit Nupo-resultat. Med Nupo er du sikret en langt bedre næring og et højere proteinindtag.

Så af de produkter, jeg har testet indtil videre, der slår Nupo faktisk C9. Det er billigere, du får bedre næring, du skal ikke tage alle mulige kosttilskud, som der ikke er belæg for har en effekt – og du slipper for at blive kontaktet gentagne gange af Forever Living agenter med deres aggressive salgsmetoder.

Nu snupper jeg 14 dage med fuld skrue på optimal sundhed. Det vil sige masser af mad, træning og velvære.

Her får du lige en kopi af opslaget fra Facebook:

“Kære C9.
Jeg vil gerne slå op med dig nu. Det er ikke dig… Eller jo, det er det jo. Du udgiver dig for at være noget, som du ikke er. Jeg kan ikke stole på dig, og jeg er kun blevet tykkere i den tid, jeg har brugt sammen med dig. Kærestetyk på den der slatne, knap så klædelige måde.

Kh Heidi”

“Kære Heidi
Men du har jo tabt dig?! Jeg synes, stadig du er lækker. Husk på, at din krop er i gang med at rense ud. Du føler dig lettere og mere energifyldt.

Kram fra C9”

“C9
Helt ærligt. Jeg føler mig ikke lettere. Jeg kan mærke mine lår blive løsere i kødet og kan nærmest se bagdelen synke nedad minut for minut. Jeg er oppustet og forstoppet, og det der aloe vera drik… altså seriøst. Det er jo som et ufrivilligt cum shot hver eneste morgen. 120 ml lettere tyktflydende væske med klumper i på de dårligste dage.
Mere energi? Det kan jeg ikke prale af. Jeg forsøgte at løbe 3 (3!!!) km i dag, og det var som at bestige Mount Everest (ja ok, nu gætter jeg. Det er ikke en reel sammenligning, for jeg har aldrig besteget et bjerg).
Og udrensning? Det klarer min lever fint. Faktisk tror jeg, at den var mindre på overarbejde før, jeg gik i gang med dig.
Jeg tror ikke, at vi skal ses mere.
Mit liv er for kort til dig – og min krop sukker efter noget andet, noget bedre, noget med knap så mange tilsætningsstoffer og mere næring. Og det er altså ikke fordi jeg synes, at du er billig. Det synes jeg slet ikke. Jeg synes virkelig, at du er high maintenance, og jeg er bare ikke til de der gold digger-typer.

/Heidi
PS: Nej, jeg vil ikke høre om alle de andre fantastiske medlemmer af Forever Living familien. Du kan stikke dit network marketing langt op i anus.”

“Kæreste Heidi
Hvis du ikke vil have mig mere, må jeg så ikke tilbyde dig et Minicruise til Oslo? Kvit og frit?

De allerbedste hilsener fra
C9 og hele Forever Living teamet”

“C9 – Bite Me!”

 

C9 dag 2

Så er C9 dag 2 ved at være ovre. Jeg har her til aften moret mig med at læse lidt i det medsendte materiale. De skriver blandt andet, at energien vender tilbage i morgen – og at jeg derfor skal gå i gang med konditionstræning. Og det giver de så nogle brandgode eksempler på (ironi kan forekomme):

C9 fail

Styrketræning og yoga er IKKE konditionstræning!

Her de første to dage får man ingen reelle måltider. Det er gået fint. Jeg er vant til at faste og to dage med få kalorier er ikke et problem for mig, men her til aften har jeg fået den ondeste hovedpine. De drønsmarte Forever Living C9-sælgere vil formentlig forsøge at bilde dig ind, at det er helt normalt, og det er blot fordi din krop er i gang med at rense ud. I call bullshit! Det er sq kun fordi jeg ingen næring får i forhold til den mængde, som min krop reelt har brug for.

Derudover er min mave blevet til en troldmand. Jeg er ekstremt oppustet og går rundt og ligner en, der er gravid i 6. måned. Det er jo utrolig dejligt i de her dage, hvor jeg møder rigtig mange nye klienter for første gang 😀 Så er jeg hende der træneren med den enormt store dunk.

Vægten… ja den går selvfølgelig ned af. De klassiske 1,5 kilo er røget, men det er kun fordi der er drænet væske og opbrugt kulhydratlagre. Jeg er spændt på at se, hvor stort et tab af muskelmasse, jeg skal finde mig i, når jeg er færdig med c9.

Der ligger et stort stykke genetableringsarbejde foran mig, når jeg er færdig med alle de her eksperimenter, men det tager jeg med. Og så lover du at lade være med at købe flere skod slankeprodukter, ikke?

C9 test

Her finder du en liste med links til alle de indlæg, der omhandler min test af C9:

C9 opstart (dag 1)

C9 dag 2

C9 resultat

 

C9 opstart

Så er det blevet 2. januar og som lovet er der i dag C9 opstart for mit vedkommende. Jeg har glædet mig voldsomt meget til at pille denne her kur fra hinanden. Egentlig kan jeg jo være ligeglad med, om du hopper på en C9-kur, men hvis du vælger at gøre det, så vil jeg gerne have, at du gør det med en bevidsthed om, hvad det er for noget, hvad det koster og hvorfor produkterne ikke helt holder, hvad de lover. Jeg har givet 1.250 kr. for denne 9 dages kur. Det vil sige, at det koster dig lige knap 139 kr. om dagen (og her har jeg ikke indberegnet de øvrige fødevarer, som du spiser undervejs).

Jeg har startet dagen med at læse det materiale, som Forever Living konsulenten sender med C9 pakken. Jeg har valgt chokoladesmag og her på dag 1, så består dagens “kost” af flg.:

4 x 30 ml aloe vera drik

2 tabeletter med B-vitaminer, c-vitamin og diverse koffeinpræparater

1 måleske proteinpulver

2 liter vand

Og derudover må man spise fra det, som de kalder den frie liste. Det er en liste over frugt, grøntsager og bær med lavt glykæmisk indeks.

Allerede på pakken med proteinpulver går det galt for Forever Living: Her skriver de forrest på pakken, at der er 23 gram protein pr. portion. Men den mængde protein får du kun, hvis du blander den proteinpulveret med mælk. I materialet skriver de, at man skal blande pulveret med vand eller anden drik (som fx kan være mandelmælk, og her er der altså et andet proteinindhold end i mælk). Når du blander din shake med vand, så ender dit proteinindhold på omkring 15 gram. Derudover er det et produkt lavet af sojaprotein, der ikke er en komplet proteinkilde, så du får på ingen måde et optimalt proteinprodukt.

I det medsendte materiale skriver de, at det er vigtigt at få protein for at kunne holde sig mæt, øge forbrændingen og undgå at tabe muskelmasse, men altså… ladies and gentleman, 15 gram protein på en dag er ikke i nærheden af at være nok til at kunne bevare muskelmasse. Hvis du fx vejer 70 kilo, så vil det være passende med et sted mellem 1,5 og 2 gram protein pr. kilo du vejer. Og det vil altså sige omkring 140 gram protein i alt. Jeg synes, der er langt fra 15 til 140 gram…

Og så bliver jeg lige nødt til at give slagsmetoderne et par ord med på vejen: Jeg har for et år eller to siden set rigtig (RIGTIG) mange C9-sælgere på især Facebook, hvor de pusher deres produkter i de grupper, der har noget med vægttab at gøre. De er meget aggressive i deres salgsmetoder, og det minder mest af alt om noget pyramidespil. Det gælder om at hverve nye kunder – og kan de samtidig gøres til sælgere af Forever Livings produkter, så har du gjort et godt stykke arbejde.

Jeg valgte at google mig frem til en helt tilfældig sælger. Jeg gik ind på vedkommendes hjemmeside og bestilte en C9-pakke. Siden var desværre ikke fungerende, men vi fik det klaret via en mail i stedet. Jeg har på intet tidspunkt sagt ja tak til at modtage hverken mails eller andre reklamefremstød i forbindelse med min bestilling. Alligevel vælger sælgeren at sende flere mails til mig efterfølgende og inviterer mig med i diverse Facebook-grupper osv. Nej tak – det har jeg ikke brug, så jeg besvarer ikke nogen af hendes mails. Derefter sender hun mig gudhjælpemig en sms en fredag aften og inviterer mig igen ind i grupperne. Nu er jeg faktisk ved at blive sur. Det er i strid med markedsføringsloven at kontakte uopfordret på mails og på sms. Og så synes jeg i det hele taget, at det er langt over grænsen, at hun begynder at skrive sms’er til mig, blot fordi jeg har bestilt et produkt i hendes webshop.

Da jeg modtog min bestillingsbekræftelse, fik jeg samtidig tilbudt et gavekort på et mincruise 😀 Nej tak, jeg vil ikke have et minicruise til Oslo (eller hvad det nu var). Jeg skal bare have min C9-pakke, så jeg kan vise andre, hvad det er for noget.

Følg med på bloggen de næste dage – jeg kommer løbende til at poste opdateringer. Og nu vil jeg fornøje mig med at skylle endnu 30 ml aloe vera ned, mens jeg kæmper for ikke at kaste det op igen 😉

Vægttab på 17,5 kilo på 12 uger

Line Veronika Nielsen gik hos mig for et par år siden under sin graviditet for at sikre de bedste forhold for sig selv og baby. Nu er baby for længst ude af maven, og det blev tid til, at Line igen skulle bruge tid på at komme i bedre form og få en stærkere krop. Hun har netop afsluttet et 12 ugers forløb med 1 x personlig træning og løbende kostvejledning. Hendes resultat er simpelthen blevet så flot, og det skal hun takke sig selv og sin meget dedikerede indsats for. Hun har tabt 17,5 kilo og er blevet 68,5 cm mindre.

vægttab Line 17,5 kilo

Lines ramme er blevet tydeligt mindre de seneste måneder. 17,5 kilo og 68,5 cm!

Line er langt fra sit slutmål endnu, men hun skal nok nå derhen. Hun har allerede meldt sig til 12 uger mere. Efter nytår starter hun op i gruppeforløb for at prøve den mulighed af også. Jeg glæder mig rigtig meget til at følge hendes videre rejse og guide hende hen imod målet.

Nedenfor kan du læse Lines egen beskrivelse af sine første 12 uger.

Beskriv dit forløb hos Foodfix

Jeg har tidligere været tilmeldt et online kostvejledningsforløb i forbindelse med en graviditet og havde set at din vejledning var baseret på nok mad, men sund mad og det tiltalte mig at det ikke var et quick-fix. Så da jeg efter graviditeten (ja ok halvandet år efter graviditeten) tog mig sammen til at få gjort noget ved at jeg vejede to gange så meget som jeg burde i forhold til BMI var jeg ikke i tvivl om det var hos dig.

Vidste der skulle træning til hvis det her skulle rykke sig og havde ikke trænet i mange mange år så skulle i hvert fald ikke i noget gruppe forløb, men hjælp til træning skulle der til da jeg allerede havde skadet mit knæ ved selv at forsøge at jogge bare lidt.

Jeg valgte derfor personlig træning en gang om ugen med kostvejledning. Derudover købte jeg en TRX, så jeg kunne træne de træningsprogrammer, som Heidi lavede til mig igennem derhjemme (langt fra fitness centre 😉 )  og har trænet cardio 2 *1 time i svømmehallen hver uge suppleret med gåture.

Er du tilfreds med resultatet?

Jeg er overordentligt tilfreds. Jeg havde ikke drømt om at jeg kunne tabe så meget i løbet af det første 12-ugers forløb, selv i mine mest optimistiske planer og havde da endnu mindre troet at min kondition skulle blive så meget bedre. Og ja til første træning var jeg jo også sikker på det først ville være om halvt år jeg ville lave armbøjninger (fra knæene), men det kunne jeg jo her til sidste træning J

Hvordan har din kost ændret sig?

Min kost har ændret sig meget, både i hvad jeg spiser (pasta, hvidt brød, take-away var der meget af før, nu er grøntsager og protein langt den største del af min mad), hvor meget og hvor meget jeg snack spiser.

Snack spisning var mit HELT store problem men i den første periode var det helt væk udover de ting der stod på planen. Nu er jeg blevet bedre til at vurdere hvornår jeg kan tillade mig små afstikkere både i forhold til almindelig mad og snacking og sikre at jeg stadigt bliver på sporet.

Hvordan har din træning ændret sig?

Fra ca. 5 timer i alt på 10 år til 4-5 timer pr uge 😉  Og jeg SAVNER det de dage jeg ikke kan komme afsted. Det er mit afbræk og en tid jeg lader op. Jeg trives med det og kan mærke hvordan min krop bare har det SÅ meget bedre.

Har du opnået andre mål end dem på vægten?

Mange!

  • Den dårlige samvittighed omkring min vægt er HELT væk, selvom jeg stadigt vejer ALT for meget gør jeg noget ved det nu og det har givet øget selvværd.
  • Jeg bliver ikke forpustet over dagligdags ting mere.
  • Jeg er blevet stærkere og hurtigere.
  • Jeg er blevet ”gode venner” med min krop. Glæder mig til at se hvad den/jeg kan og kan komme til i stedet for alt det den ikke kunne. Hvile mere i mig selv.
  • Og nok den vigtigste så er tankerne om at jeg nok ikke lever så længe også på vej væk. Det har efter jeg har fået børn i en sen alder været en stor bekymring, for mig nærmest realitet, der hang over hovedet.

Hvordan vil du spise og træne fremadrettet?

2 gange TRX om ugen og 2 gange svømning + supplering med gåture.

Fra januar gruppeforløb i stedet for noget af det andet.

På sigt håber jeg til at komme langt nok ned i vægt til at begynde at løbe.

Har du oplevet andre positive ting i forbindelse med dit forløb?

Stabilt blodsukker. Når jeg overholder kostplanen har jeg INGEN problemer med cravings. Hvilket er meget overraskende og ikke noget jeg nogensinde før har oplevet. Bryder jeg kostplanen og synder lidt kommer de så til gengæld igen meget hurtigt 😉

Hvad er det vigtigste du har lært under dit forløb, og som du vil tage med dig videre i livet?

Jeg kan godt og det er bare langt mere dejligt når man bruger sin krop og passer på sig selv. Man for tifold energi og glæde det igen man putter i det af hårdt arbejde.

Vil du anbefale et lignende forløb hos Foodfix/Heidi til andre?

Til hver en tid.

Fordi det er en holdbar løsning. Baseret på sundhed og styrke frem for vægttab ud over det der er nødvendigt for i forhold til netop sundhed og styrke.

Jeg synes det er fantastisk hvad det har givet mig og jeg bliver selvfølgelig ved hos dig længe endnu. Jeg tror på det nok skal lykkes hele vejen, men jeg er slet ikke i tvivl om at din sparring og vejledning er guld værd undervejs for at udvikle mig og holde mig på sporet. Stor tak. Og nu videre til næste mål, jeg er jo kun lige startet 😉

Nupo endelig konklusion

Nu har jeg været på Nupo-kur i 5 dage, og det er blevet tid til at drage nogle konklusioner ud fra den viden, som jeg har trukket ud undervejs. Du kan læse alle mine indlæg om min Nupo oplevelse her

Jeg har holdt mig helt og aldeles til Nupos retningslinjer. De skriver, at du får præcis det, du har brug for gennem pulveret, så jeg har fx droppet mine normale kosttilskud som multivitamin, omega 3 osv.

  • Samlet vægttab: 2,6 kilo iflg. scanning – men 3,3 kilo på min egen vægt.
  • Samlet muskeltab: 1,1 kilo!!
  • Samlet fedttab: 0,5
  • Samlet væsketab: 1 liter
  • Fedtprocent ændret fra 21,3 til 21,6!
  • CM ændring: Stort set uændret – jeg er blevet en anelse mindre om livet, men det skyldes alene, at min mave er gabende tom.
  • BMR ændring: På 5 dage er mit BMR faldet med 50 kcal.

Status efter 3 dage tilbage på almindelig sund kost/motion/træning: Min vægt er tilbage, hvor den var, da jeg startede på Nupo. Min fedtprocent er som forventet ikke faldet tilbage – her skal der arbejde for at genopbygge den muskelmasse, som jeg tabte undervejs.

Jeg havde regnet med at skulle være på Nupo i 14 dage for at kunne vise, at det (i min optik) virkelig er en dårlig løsning mht. vægttab. Jeg startede en mandag med en kropsmåling og fik lavet en ny måling fredag i samme uge, begge gange om morgenen med samme mængde mad/væske indtaget (½ liter vand, 1 nupo shake og 2 kopper kaffe). Jeg var virkelig overrasket over, hvor meget min krop allerede havde ændret sig. Det er jo helt skørt, at jeg ender med en højere fedtprocent, end da jeg startede. Jeg er faktisk blevet tykkere af at sulte mig selv på knap 700 kcal i knap 5 dage. At jeg har smidt 1,1 kilo muskler på så kort tid er mildest talt rystende, og det fik mig til at afbryde eksperimentet samme eftermiddag, fordi jeg allerede efter så kort tid kan vise dig, at det på ingen måde er nogen god løsning at gå på en Nupo-kur. Denne holdning er selvfølgelig min alene, og jeg har alene den holdning baseret på egne erfaringer og de målinger, der er foretaget undervejs i eksperimentet.

Det lyder ikke af meget, at mit BMR er faldet med 50 kcal. Men lad os regne lidt på det. Hvis jeg lever præcis, som før jeg startede på Nupo, så har jeg nu brug for 50 kcal mindre. Havde tendensen fortsat og jeg havde været på Nupo i de 8 uger, som er det maksimale antal uger, du må være på en Nupo-kur, så havde jeg endt med et BMR, der er et sted mellem 500 og 600 kcal mindre. OM DAGEN! Hvis jeg så efterfølgende gik tilbage til min almindelige kost, som de fleste nok ret hurtigt ender med at gøre, så ville det betyde en vægtøgning på ½ kilo om ugen fremadrettet.

Jeg havde egentlig troet, at jeg ville ende med at anbefale Nupo til dig, der gerne lige vil smide 3-4 kilo hurtigt inden en stor begivenhed som fx dit bryllup, men det kan jeg slet, slet ikke stå inde for. Ja, du vil se slankere ud på din bryllupsdag, men allerede inden du rammer poolen i bikini på din bryllupsrejse, så er din mave lige så bulet som inden, du plagede dig selv halvt ihjel i en uge.

Fordele ved Nupo

  1. Det er ret billigt: Så længe du er på ren Nupo pulver, så lander du på en dagspris på 62,5. Det er jo ret billigt, men lige så snart du begynder at blande deres One Meal produkter ind også, så bliver en prisen en anden. Jeg har brugt godt 1.000 kr. i alt til 14 dages kur. Det er dog stadig billigere end mange andre slankekure på markedet.
  2. Hvis du motiveres af at se tallet på vægten tage nogle ordentlige dyk hurtigt, så er Nupo noget for dig
  3. Du sparer en masse tid i køkkenet
  4. Det er let at forstå, hvad du skal gøre
  5. Det er nemt at have med

Ulemper ved Nupo

  1. Det smager virkelig ikke særlig godt (supperne er dog bedre end de kolde shakes)
  2. Dine tanker kommer til at handle om mad, mad, mad
  3. Du taber muskelmasse med raketfart
  4. Dit BMR falder drastisk
  5. Du kan ikke indgå på normal vis i sociale arrangementer
  6. Du har meget svært ved at gennemføre dine træninger som normalt
  7. Du fryser konstant, fordi du ligger i et meget stort energiunderskud
  8. Der er ikke mulighed for individualisering. Alle spiser samme mængde – 6 breve om dagen. Vi ved allesammen godt, at der er stor forskel på energibehov alt efter køn, alder, aktivitetsniveau, muskelmasse osv.
  9. Du har stort set ingen energi
  10. Det er ikke en langtidsholdbar løsning. Du må max være på Nupo-kur i 8 uger.
  11. Det kræver mere end almindelig stædighed at stå en Nupo-kur igennem. Jeg tager hatten af for dem, der kan klare mere end et par dage på ren pulver.
  12. Du mangler noget at tygge i
  13. Du kan ikke spise sammen med din familie
  14. Du kan ikke bruge Nupo, hvis du er allergisk over for mælk eller soja.
  15. Du tager det tabte på lynhurtigt – og formentlig mere endda.

 

Nupo dag 5: Toiletsnak

Let’s get down and dirty her på Nupo dag 5. For at vurdere sundhed, så synes jeg, det er væsentligt, at vi tør snakke om, hvordan den der skide tarm fungerer (pun intended). Jeg har normalt et velfungerende tarmsystem, som jeg dog alligevel vælger at give optimale betingelser ved at spise fiberrigt, drikke masser af vand og tage et dagligt tilskud af probiotika. Her under mit Nupo eksperiment, får jeg ikke fibre nok, og jeg tager heller ingen kosttilskud. Jeg får masser af væske, fordi jeg jo ikke rigtig får andet 😉

Jeg havde troet, at min mave ville gå lidt i stå, men ind til videre er det overraskende nok ikke tilfældet. Jeg kan dog levende forestille mig, at det ville have været problematisk, hvis jeg havde haft tendens til forstoppelse.

Vægten står stille lige nu, men det er vist også tiltrængt.

Jeg har overlevet en times styrketræning, men den blev på ingen måde lige så tung, som den ellers ville have været. Mine ben syrede til allerede under opvarmningen. En anden forskel, som jeg observerede var, at jeg virkelig havde brug for mine pauser. Normalt plejer jeg at stå og vente på, at jeg må gå i gang igen, men i dag nåede jeg knap at komme mig, før næste sæt begyndte. Jeg er spændt på at observere, hvordan min krop har det i morgen pga. den ekstra forbrænding og med hensyn til muskelømhed.

Jeg fik i øvrigt målt min krop igen i dag og har nu et godt overblik over, hvad der er sket her på de første 5 dage. It aint pretty! Scannerens vægt matcher ikke helt min egen, men der er stadig tale om et signifikant vægttab, og hvis jeg kun præsenterede dig for det alene, så ville det se rigtig fint ud – meeeen jeg kan løfte sløret for, at min fedtprocent er STEGET! Den endelige konklusion får du først, når jeg skal have foretaget sidste scanning. Hvis jeg ikke havde sat mig for at køre i 14 dage, så kunne jeg fint have afbrudt eksperimentet nu, for jeg har allerede meget, meget tydelige beviser for, at Nupo IKKE giver dig et vægttab, der er ret meget værd.

Hvor meget muskelmasse, tror du, at jeg har tabt her fra mandag morgen til fredag morgen? Jeg løfter sløret for det i et kommende indlæg

Nupo dag 4 – spiseforstyrret much?

Lad os starte Nupo dag 4 med det der, som mange af jer synes er rigtig interessant at følge med i: Tallet på vægten. Det går stadig  strygende, faktisk alt for godt. Det rasler af mig, og jeg kan se det på min krop på en knap så heldig måde. Jeg er blevet noget “løs i kødet” allerede, og det kunne jeg godt have været foruden. Fortsætter det sådan her, så kommer huden til at hænge og slaske pænt meget… Nå, men der er røget 500 gram mere siden i går. Dvs. 3,3 kilo i alt.

Lige nu er status sådan, at jeg stadig har det ret øv, og det forventer jeg at blive ved med. Jeg har ingen energi. Jeg holder mig så meget i ro som muligt, for der skal ikke ret meget træning til, så er jeg helt til rotterne. I dag har jeg dog en del aktive timer, så jeg må bare bide det i mig og holde ud. Det er decideret ubehageligt ikke at kunne stole på sin krop.

Hvor jeg i går vågnede og var svimmel og energiforladt, så var det anderledes i dag, men jeg ved snart ikke, hvad der er bedst. I dag vågnede jeg med kæmpe kvalme og madlede. Jeg lavede madpakker og morgenmad til familien og havde det virkelig stramt med at skulle lugte til mad. Jeg måtte tvinge mig selv til at drikke dagens første shake, for jeg havde mildest talt ikke lyst til den. Jeg kan levende forestille mig, hvordan Nupo kan blive en glidebane mod en spiseforstyrrelse, hvis man har tendens til det. Så hvis du har bulimi, anoreksi eller lignende i bagagen, så hold dig for guds skyld fra Nupo og andre lavkaloriediæter. Det vil ikke gøre andet end at vække dit indre spiseforstyrrelsesmonster til live. Der er heldigvis ikke fare på færde for mig, for jeg er alt for glad for mad til, at jeg nogensinde kommer til at sulte mig selv 😀 Og dog… det gør jeg jo selvfølgelig lige nu, men det har heldigvis en slutdato. Den kommer jeg til at overholde – jeg glæder mig meget til 18. december!

I morgen har jeg en hård styrketræning på programmet, og den er jeg MEGET spændt på, om jeg kan gennemføre. Jeg synes, det er rigtig vigtigt, at vi som en del af testen her, finder ud af, hvor meget man kan/ikke kan holde til undervejs. Jeg kan allerede nu sige, at jeg ikke kan holde til ret meget i modsætning til normalt. Men kan jeg styrketræne med samme vægt, som jeg plejer? Næppe, men det finder vi ud af i morgen. Jeg er spændt! Og jeg ved, at det ikke bliver sjovt. Der bliver nok sortnen for øjnene og generel utilpashed, men jeg gør det!

Læs de øvrige indlæg om Nupo her

Nupo test

Her får du et link til alle indlæggene omkring min 14 dages test af en Nupo-kur.

I første link kan du læse om, hvad det egentlig er, jeg har gang i – og hvorfor:

Test af slankeprodukter

Nupo:

Test af Nupo kur: Forberedelserne

Nupo i detaljer

Nupo dag 1

Nupo dag 2

Nupo dag 3: The big crash

Nupo dag 4 – spiseforstyrret much?

Nupo dag 5: Toiletsnak

 

Nupo dag 3: The big crash

Jeg vågnede i morges og var klar til Nupo dag 3. Du kan læse om de to forgående dage her:

Nupo dag 1

Nupo dag 2

Og her er lidt videre læsning om mit eksperiment:

Test af slankeprodukter

Test af Nupo kur: Forberedelserne

Faktisk viste det sig i morges, at jeg var alt andet end klar. Jeg gik i seng i går uden at være sulten overhovedet, men her til morgen var billedet et helt andet. Jeg vågnede og var svimmel, totalt energiforladt og havde det rent ud sagt ad H til. Det hele sejlede for mig, så jeg fik ret hurtigt taget dagens første Nupo shake med jordbærsmag og drukket en masse vand. Det hjalp lidt, men ikke meget. Der er ikke nogen tvivl om, at jeg crasher i dag, fordi jeg var mere aktiv i går end de øvrige dage. Jeg har virkelig kørt på lavt blus, så der skal ikke meget til for at få læsset til at vælte.

Det leder mig frem til en konklusion, som jeg allerede nu kan komme med:

Hvis du har et aktivt job/en aktiv livsstil, så er Nupo ikke den rigtige løsning for dig. Din krop har på ingen måde energi nok til, at du kan leve dit liv, som du plejer. Hvis du er en kontormus/sofakartoffel derimod, så kan det godt være, at Nupo kan hjælpe dig et par skridt i den rigtige retning, hvis du prioriterer vægttab højere end sund livsstil. Mere om det, når jeg kommer med den endelige konklusion om 12 dage.

Status på vægten: Der er røget 300 gram mere fra i går til i dag. Dvs. samlet vægttab på 2,8 kilo

Her finder du links til alle indlæg om Nupo-testen

 

Nupo dag 2

Jeg har igen startet dagen med en Nupo chokolade og indtager præcis de samme breve som i går – 6 styks i alt her på Nupo dag 2. I modsætning til i går, så har jeg trukket den første shake helt til kl. 11, fordi jeg har brug for at have kræfter sent på dagen, når jeg skal træne min vægttabsgruppe fra 19:30-21:30 i aften.

Nupo Spicy Thai Chicken Soup

2 breve Nupo spicy thai chicken soup blev indtaget på en gang i et forsøg på at skabe nok energi til træning. Det lykkedes ikke!

Jeg har sovet fint i nat og har egentlig ok med energi – men jeg kan sagtens mærke, at jeg ikke skal ud og løbe 10 km fx. I dag nøjes jeg med at træne sammen med min gruppe. Det er slet, slet ikke muligt at træne for fuld skrue med så lidt mad i systemet. Jeg opdaterer indlægget senere, når jeg er hjemme fra dagens træninger med klienter.

Det var en prøvelse at deltage i træning, selv om det var for lavt blus. Jeg fik flashback til dengang, hvor jeg vejede tæt på 100 kilo, når jeg skulle lave burpees. Alt var ekstremt hårdt – og det skyldes stensikkert, at jeg ikke har fået nok energi.

Efter træning havde jeg en enkelt Nupo shake tilbage, som skulle ned. Det er vigtigt at tage alle seks hver dag, skriver Nupo på deres hjemmeside. Så selvom jeg ikke følte sult, så drak jeg den – og gik på hovedet i seng.

Status på vægten: 2,5 kilo mindre. Stensikkert væsketab 🙂 Men det kommer slutmålingerne til at vise.

Læs om dag 1 på Nupo her

Og læs om hvorfor jeg gør det her

Find links til alle indlæg om Nupo her

Nupo dag 1

I indlægget her kan du læse om min Nupo dag 1. Hvis du har læst tidligere indlæg, så har du set, at jeg er i gang med at teste diverse slankekursprodukter af for at finde ud af, om det er svindel og humbug, spild af tid/penge – eller om der rent faktisk er nogle af produkterne, der er værd at kaste sig over. Min indgangsvinkel er og vil altid være, at du kommer længst med helt almindelig kost, der er tilpasset din alder, køn, aktivitetsniveau, alder osv. Men jeg har taget de seriøse, nysgerrige briller på og bruger min egen krop i forsøgets navn.

I går startede jeg på en Nupo kur. Jeg har afsat 14 dage, og det er egentlig slet ikke nok. Jeg burde nok klø på alle de 8 uger, som Nupo skriver er max for deres VLCD (very low calorie diet) for at få det allerbedste grundlag for at vurdere Nupo. I og med at jeg kun klør på i 14 dage, så ender jeg formentlig med en falsk positiv, der ikke viser mig, hvad der vil ske med min krop på langt sigt. Jeg ved, at jeg stresser min krop virkelig meget ved kun at få lige knap 700 kalorier om dagen (6 breve Nupo her i den første uge), men hvad har det af betydning på sigt?

I går lagde jeg ud med en Nupo chokolade kl. 8 om morgenen. Jeg stod egentlig op kl. 5, men jeg forsøgte at trække det første brev Nupo så længe som muligt, fordi jeg endnu ikke var alverden sulten, og fordi jeg seriøst skulle tage mig sammen for at have “lyst” til det. Jeg er ikke sart, når det kommer til mad. Hvis du har set Robinson Ekspeditionen, så ved du, at der hvert år er en udfordring, hvor deltagerne skal spise (vel at mærke uden at kaste op) diverse lokale “delikatesser”. Der er tale om alt fra kokosorme til rådne æg. For at give dig indtryk af, hvor sart eller ikke sart, jeg er, så kan jeg fortælle dig, at jeg nok vil klare mig ret godt i den Robinson udfordring dér. Men altså… Nupo med chokoladesmag… Det er IKKE godt. Det smager som en dårlig proteinshake, der er meget tynd i smagen – og så har den en lækker bismag og konsistens af meljævning. Hvis du giver dig i kast med en Nupo kur, så gå langt uden om chokoladen.

test af nupo chokolade kur

Dagens første Nupo shake er klar

Min dagsration så således ud:

  • 2 breve Nupo chokolade
  • 2 breve Nupo jordbær
  • 2 breve Nupo Spicy Thai Chicken Soup

Nupo Jordbær og Spicy Thai Chicken Soup smager KLART bedre end chokoladen. Desværre har jeg hele 12 breve af chokoladen, som jeg skal kæmpe mig igennem 😀 Oh, well – det skal nok ryge ned.

Men hvordan har jeg det så? Bortset fra, at jeg vågnede med snot i kraniet i går morges og lægger an til en omgang mellemørebetændelse (tak til min mand for at tage den virus med hjem), så har jeg det nogenlunde, men jeg har det på ingen måde lige så godt, som jeg ville have, hvis jeg var på  en diæt med et mere passende kalorieindtag. Min energi kan ligge på et meget lille sted, jeg fryser rigtig meget, og jeg endte faktisk med at tage et varmt bad 3 gange i går. Jeg havde planlagt, at jeg ville forsøge at passe min træning, men kombinationen af virus og Nupo gør ind til videre, at jeg kører på ret lavt blus. I dag skal jeg dog træne – i hvert fald sammen med min vægttabsgruppe i aften. Vi skal ud på en times gåtur, og hvis jeg har kræfter tilbage derefter, så deltager jeg i træningen også i stedet for blot at agere instruktør.

Og jeg må lige tilføje, at det er dødssygt at lave mad til resten af familien, smøre madpakker osv., når man ikke selv kan spise med. Det er nok det sværeste ind til videre. Deres mad dufter skønt. Min “mad” er slet ikke mad, og smager virkelig ikke anbefalelsesværdigt.

I søndags – dagen før opstart på Nupo – sørgede jeg for at tanke mine depoter godt op med især kulhydrat for at sikre, at jeg har lidt ekstra lagret til de første par dage på Nupo. Min vægt har fra i går til i dag taget et ordentligt dyk nedad, men det betyder ikke, at jeg har tabt mig helt vildt her det første døgn. Det betyder blot, at jeg har opbrugt det kulhydrat, der er lagret i mine muskler. Der ligger ca. 1,5 kulhydrat gemt i musklerne – og så har jeg formentlig drænet en del væske også.

Jeg drak rigtig meget urtete i går. Det der med at drikke lidt varmt virker for mig i forhold til at narre maven til at føle sig mæt. Samtidig synes jeg også, at suppervarianten af Nupo pulveret var lidt mere måltidsagtig, fordi jeg kunne spise den med ske og være lidt længere tid om det.

Efter jeg havde drukket den første hjemmerystede Nupo shake i går, kørte jeg ind til Århus for at få foretaget den første kropsscanning. Derudover vejede jeg mig selvfølgelig og målte cm på syv forskellige målepunkter på min krop. Det betyder, at jeg nu har et rigtig godt udgangspunkt til sammenligning, når de 14 dage er ovre. Jeg har tal på alt fra kg muskelmasse, væske i kroppen (intra- og extracellulær), kg fedtvæv samt fordelingen af de kilo i min krop – og selve fedtprocenten, omend jeg synes kilo fedt er mere interessant end selve fedtprocenten. Jeg ligger lige nu med en sund og fin fedtprocent på ca. 21 og en muskelmasse, der ligger et godt stykke over gennemsnittet. Det bliver spændende at se, hvordan tallene ændrer sig. Jeg laver en måling, når jeg har gennemført 14 dage på Nupo – og igen 14 dage efter, for at se, hvordan min krop ændrer sig ved skiftet fra Nupo og tilbage til almindelig kost.

Jeg diskuterede Nupo og VLCD med et par andre dygtige mennesker inden for branchen i går, og de kendte til et studie, hvor mænd i en lang periode (flere måneder) var på en diæt med 800 kalorier. Resultatet af studiet var, at ca. 79% droppede ud undervejs – og at de resterende deltagere faktisk ikke over længere tid tabte sig mere, end hvad de kunne have gjort på en langt mere fornuftig kost med flere kalorier. Når knap 80% er ude af stand til at holde en diæt, så er der i min optik noget galt med diæten. Jeg kommer selv til at overholde mine 14 dage på Nupo, men det er fileme kun for at I kan se et reelt resultat. Ellers ville jeg ikke orke det, for det er rent ud sagt dødssygt ikke at spise. Måske kan en Nupo-kur give mening, hvis man hader at stå i køkkenet og ikke kan overskue at skulle ændre sine spisevaner. Men der vil bare stadig være brug for at ændre sin spisning, når man ikke længere er på Nupo. Ind til videre tænker jeg, at Nupo i den grad vil hjælpe med at fastholde dig i en ond spiral med elevatorvægt – med mindre du efterfølgende får hjælp til at ændre dine kostvaner. Og så kunne du i princippet lige så godt skåne dig selv for Nupo og lave de varige ændringer fra start.

Læs om videre oplevelser med Nupo her

Du finder links til alle indlæg om Nupo her

Følg med og se, hvad det ender med for mit vedkommende. Jeg poster løbende både her, på Facebook og Instagram