Find tid til dig og din træning

Hver uge møder jeg masser af kvinder, der siger, at de ikke har tid til træning. Der er alle mulige forklaringer på, hvorfor det ikke kan lade sig gøre for lige netop dem. “Det er jo let for dig, du får jo motion sammen med dine kunder!” Men så let er det altså heller ikke, skulle jeg hilse og sige. Som iværksætter med godt gang i biksen og masser af timer både til træninger med kunder, kostvejledninger, diverse grupper på Facebook, håndtering af sociale medier, regnskab og alt det andet, der skal bruges tid på, så har jeg faktisk ikke mange timer tilbage i døgnet. Ja, jeg får ind imellem lidt motion sammen med mine klienter, men det er ikke nær nok. Jeg får gået en masse skridt, men det er ikke nok til at vedligeholde min krop og sikre, at jeg er stærk og i god form. Så jeg skal lige som dig finde tid til træning i junglen af arbejdsopgaver, familieliv med to børn med fritidsaktiviteter, legeaftaler og alt muligt andet. Men det er lykkedes for mig at finde tiden til træningen. Det kan du også gøre – læs med her.

Mange af os går rundt og synes, at vi har alt for lidt tid. At vi ikke kan finde ½ time hver dag til noget, som vi egentlig gerne vil bruge tid på. Men hvis vi går vores dag efter i sømmene, så dukker der næsten altid enten spildtid eller tid, som vi kunne bruge mere fornuftigt op.

Ryd op i tidsrøverne

Rigtig mange af os har diverse spil og andre apps installeret på telefonen, tabletten osv. Vi bruger tid på de sociale medier, vi læser nyheder online, vi kigger måske på tøj på nettet osv. Måske bruger du ikke ret meget tid på internettet, men så er der helt sikkert andre steder, hvor du kan optimere din dag. Måske er du en af dem der tjekker mails fra du slår øjnene op og som det sidste igen, inden du går i seng. Hvad ville der ske, hvis du kun besvarede mails inden for almindelig arbejdstid? Og har du måske nogle apps, som du med fordel kan afinstallere? Kan du skrue ned for ambitionerne et sted i livet for i stedet at skabe overskud til at nå dit mål om et sundere liv? Måske er du med i diverse bestyrelser og klubber – er det nødvendigt for dig? Tilfører det dit liv noget positivt?

Kig på din dag, din uge og dit liv. Se hvor du kan skabe tid til dig. Hvis du allerede træner og motionerer et sted mellem 3 og 5 timer om ugen, så skal du ikke nødvendigvis finde mere tid til træning. Så er det måske nærmere tid til at sætte sig ned og smække benene op – eller bookning af en massage, en ansigtsbehandling eller noget andet lækkert, der kan hjælpe dig med at fjerne stress fra kroppen.
Hvis du ikke synes, at du har nok træning i dit liv, så brug den ekstra tid på træning. Og læg det ind i din kalender, så du er sikker på, at du får afsat tiden til det både i denne uge, men også fremadrettet.

Sådan skabte jeg mere “mig-tid”

Jeg har selv været inde i en periode, hvor jeg har været skadet og derfor ikke kunne klare ret meget træning. Det betød, at jeg undlod at fastholde den tid. I stedet blev de timer opslugt af ligegyldige ting. Nu har jeg trænet igen for fuld skrue de sidste uger, men jeg havde rigtig svært ved at finde hullerne til det. Men det lykkedes ved at sige fra til nogle ting og droppe alle tidsrøvere. Nu har jeg 4,5 timers styrketræning og 1,5 times løb i kalenderen hver uge. Og det føles fantastisk at give den tid til sig selv. Ligesom jer, så husker jeg at tage mig af andre (min familie, venner og mine klienter), men ind imellem kniber det med at tage sig af mig. Og det skal vi huske. Allesammen.

Hvad jeg gjorde helt konkret

Jeg har afinstalleret de der pauseapps, der lå min telefon, og som jeg brugte i de pauser, som jeg ind imellem har mellem klienter. Nu sikrer jeg mig i stedet, at jeg kan arbejde i de pauser eller lave noget praktisk derhjemme, som jeg ellers ville skulle bruge tid på senere på dagen. Så det er slut med candycrush, wordfeud og jeg læser heller ikke nyheder online flere gange om dagen.

Jeg er begyndt at stå op hver dag kl. 5 alle ugens dage. Ud over at det sikrer mig et mere stabilt søvnmønster, så frigiver det tid til lidt mere arbejde de morgenener, hvor jeg ikke har klienter kl. 6 om morgenen. Familien kræver nemlig først min opmærksomhed kl. 7 på hverdage og omkring kl. 8 i weekenden. Jeg har klienter kl. 6 om morgenen fire ud af fem hverdage. Det betyder, at jeg har fået flg. ekstra tid:

  • Tirsdag: 1,5 time
  • Lørdag: 3 timer
  • Søndag: 3 timer

Det meste af den tid vælger jeg at bruge på mit arbejde. Både fordi jeg elsker det, men også fordi jeg har afsat tid til min egen træning midt på dagen på hverdage. Til gengæld er jeg på arbejde to aftener om ugen, hvor de fleste andre holder fri. Men jeg har skabt tid til min træning uden det tager ekstra tid fra min familie.

Derudover er TV-pakken for længst droppet herhjemme. Det betyder ikke, at vi ikke ser TV eller flader ud på sofaen. Det betyder bare, at vi kun sjældent ser TV-programmer præcis, når de bliver sendt. I stedet for ser vi programmerne online, når det passer ind i vores hverdag. Og antallet af programmer, som vi følger med i, er blevet MEGET mindre. Det eneste, der ligger fast og som vi altid bruger tid på, er Disney Sjov fredag aften. Fredag er hellig. Der hygger vi 🙂

Jeg har også droppet arbejde i diverse bestyrelser og andet frivilligt arbejde for en periode. Der er andre kræfter, der kan tage over lige nu, og så kan jeg nok give et nap med igen om et par år, når mine børn begynder at synes, at jeg er pinlig og alligevel ikke gider være sammen med mig.

Nu er det din tur

Går du også rundt og synes, at der er noget, du ikke har tid nok til? Hvad enten det er træning, alenetid eller tid til at lege med dine børn, så er jeg næsten 100% sikker på, at du kan skabe tid flere gange om ugen. Prøv at notere ned ganske minutiøst, hvad du bruger tid på i et par dage. Der er helt sikkert nogle tidsrøvere, som du bruger så meget tid på, at du nemt kan skrue ned, hvis det er noget, som du ikke kan eller vil undvære helt.

Good luck 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *