Grøntsagssuppe med kylling og sorte bønner

Grøntsagssuppe med kylling og sorte bønner

Don’t try this at home: Jeg spiste min mad foran computeren, fordi jeg havde travlt. Det vil jeg ikke anbefale dig at gøre. Koncentrer dig om at nyde maden i stedet.

I dag er det meste af landet vågnet op til et hvidt snedække, og det er blevet meget koldere, siden vi forlod december. Mange af mine træninger foregår udendøre, og ud over en masse lag træningstøj, så kræver det ind imellem også noget rygende varmt til måltiderne. Tiden er ret presset mellem mine klienter – især på fredage – så jeg har ikke lang tid til at få noget ordentligt mad færdig til mig selv, men jeg prioriterer at få et godt måltid, så jeg har kræfter og overskud til at være på fysisk mange timer om ugen. I dag lavede jeg en hurtig grøntsagssuppe med kylling og sorte bønner. Jeg laver for det meste mad ud fra, hvad vi lige har på lager og i køleskabet, så det er sjældent jeg laver den samme ret to gange. Den anden dag tilberedte jeg en masse kyllingefilet, så der er til mange måltider, som jeg hurtigt kan få færdige. To af dem endte i dagens suppe, så der er nok til 2 x frokost for mig og evt. en rest til et mellemmåltid. Hvis du har lyst til lidt ny inspiration til et hurtigt varmt måltid i vinterkulden, så er du velkommen til at prøve opskriften af. Det er super let at tilberede suppen, og den kan spises af både børn og voksne.

Ingredienser i grøntsagssuppe med kylling og sorte bønner

  • 3 gulerødder
  • 1 grøn peberfrugt
  • 1 rød snackpeber
  • 1 løg
  • 1/3 frisk rød chili (eller mere, hvis du vil have det stærkere)
  • ½ spsk. olivenolie
  • 1 liter bouillon (jeg brugte bare helt almindelige bouillonterninger. Sundhedsværdien i det kan vi diskutere en anden dag)
  • 1 dåse black beans (eller andre bønner, som du evt. selv har kogt og udblødt – jeg valgte den nemme løsning, fordi jeg havde en dåse stående i skabet)
  • 2 stk tilberedt kyllingefilet

Sådan laver du grøntsagssuppe med kylling og sorte bønner

Skær grøntsagerne og kyllingen ud i mundrette bidder.

Dræn væsken fra bønnerne og skyl dem.

Hæld olivenolie i en gryde og varm den lidt op.

Svits grøntsagerne et par minutter.

Hæld bouillon over.

Kog i ca. 15 minutter, grøntsagerne skal have godt med bid stadig.

Tilsæt kylling og bønner og kog videre 3-5 minutter alt efter, hvor møre du vil have grøntsagerne.

Smag evt. til med salt og peber.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *