Indbagt rosenkål

Lige nu er det sæson for rosenkål, og min miljøskadede søn elsker dem, så vi har en masse af dem herhjemme. Jeg synes selv, at de let bliver lidt kedelige og beske, hvis man bare koger dem, men tilberedt på alle mulige andre måder, er de rigtig gode. Her får du opskriften på mit nyeste påhit – indbagt rosenkål. Og nej, der er ikke tale om en dejindpakket, dybstegt haps. Jeg har pakket mine rosenkål ind i hakket, økologisk oksekød, der er krydret med paprika.

Farsen til indbagt rosenkål er klar til at blive rørt sammen

Farsen til indbagt rosenkål er klar til at blive rørt sammen

Rosenkål pakkes ind i fars

Rosenkål er renset og klar til at blive pakket ind i farsen

Indpakkede rosenkål steges

De indpakkede rosenkål er nu klar til at blive stegt på panden ved middel varme

Færdigstegte indbagte rosenkål

Her ser du det færdige resultat

Ingredienser til indbagt rosenkål

  • 500 gram hakket oksekød (eller kalv)
  • 1 løg
  • 2 fed hvidløg
  • 1 æg
  • 1 spsk fuldkornsmel (jeg brugte rismel, så får du samtidig en glutenfri ret)
  • 2 tsk paprika
  • ½ tsk salt
  • Friskkværnet peber
  • 10-15 friske rosenkål (alt efter hvor god du er til at få farsen til at strække)
  • Olivenolie til stegning

 

Sådan tilbereder du indbagt rosenkål

Rens løg og hvidløg og snit dem fint.

Kom løgene i en skål sammen med krydderier, æg og mel.

Rør farsen godt sammen og stil den i køleskabet, mens du renser rosenkålene.

Det gør du ved at give dem et snit i bunden, så du kan pille de yderste og grimmeste blade af. Skyl dem herefter i koldt vand.

Nu tager du farsen fra køleskabet og tager en klump på størrelse med en halvstor frikadelle. Mas den lidt flad med fingrene og læg et rosenkål midt på.

Pak farsen sammen rundt om rosenkålen.

Fortsæt sådan med de øvrige rosenkål, indtil al farsen er brugt.

Opvarm olivenolien på en pande og steg bollerne ved middelvarme, indtil de er gennemstegte. Det er en god idé at vende dem ofte, så de bevarer en flot, rund facon. Du kan afgøre om de er færdige ved at stikke en gaffel forsigtigt ned i en af bollerne. Hvis rosenkålen er let at stikke i, er de færdige.

Serveres fx til brune ris sammen med de her grøntsager og karamelliserede løg

En tanke om "Indbagt rosenkål"

  1. Lene therkelsen

    Har lige forberedt denne ret med de dertil hørende grønsager. Glæder mig til at smage og servere den til mine gæster i aften.

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *