Jeg vil hellere være tynd

Jeg sidder lige nu og er lidt ked af det og tænker, at jeg har et stykke arbejde foran mig. Flere gange hen over de sidste dage, er jeg gennem mit arbejde stødt på kvinder, der bare gerne vil være tynde. For. Enhver. Pris.
Koste hvad det vil.

En af mine klienter tilsidesætter sig selv og det liv, hun har lige nu. Lidt som om livet først må leves, når hun engang bliver tynd. Og vi taler ikke bare normalvægtig eller slank. Vi snakker decideret tynd. Hun leger en leg med veninderne, der hedder “Jeg ville hellere…” Legen går ud på, at man sætter to onder op mod hinanden og vælger det, man helst vil have. Sådan lidt pest versus kolera groft sagt. Fx kunne de sige “Jeg ville hellere være tyk og klog, end tynd og dum”, eller “Jeg ville hellere være tyk og populær, end tynd og upopulær!” og videre i samme dur. Uanset hvad, der blev sat op imod hinanden og uanset hvilke dårlige egenskaber, der blev klistret på begrebet tynd, så vælger hun og veninderne altid, at de hellere vil være tynde og grimme/dumme/upopulære end tykke og søde/kloge/populære.

Tænk hvis de lige om lidt opdager, at livet er gået, og de har hadet det undervejs og har undladt at leve, fordi de ikke lige var tynde. Det er sørgeligt. Og jeg håber sådan, at jeg kan være med til at ændre den tankegang. Lev nu dit liv, nyd din rejse og tilgiv dig selv for, at du i årevis har ladet stå til, så din krop fik lidt flere former, end du havde tænkt, den skulle have.

Her til aften har jeg mødt en situation, der minder lidt om den. Jeg har været ude for at træne pigerne i mit gruppeforløb. Vi starter altid med en times gåtur, hvor vi lige snakker sammen om, hvordan det går. Samtalen kommer på et tidspunkt til at dreje sig om en meget tynd kvinde, som de allesammen kender til. En kvinde, der formentlig aldrig har vejet mere end tre kilo for meget i hele sit liv. En kvinde, der er naturligt slank og langlemmet. En kvinde uden synlige former eller synlige muskelaftegninger for den sags skyld. En af pigerne udbryder “SÅ tynd gad jeg godt være!” Det lyder nærmest helt drømmende, og jeg fornemmer, at de andre piger har det lige sådan. Det gad de godt. Og mig – jeg reagerede sq ved at blive lidt pigefornærmet, fordi jeg simpelthen synes, at det er så dumt. Jeg mener ikke, at det er dumt, at man gerne vil være slank eller endda tynd, men jeg mener, det er dumt at gå efter at komme til at ligne en kvinde, der på ingen måde er bygget som nogen af “mine piger”. De er nemlig allesammen kvinder med former – nogle har store bryster eller brede hofter (eller begge dele), andre har smalle hofter, muskuløse ben og brede skuldre. Jeg ville simpelthen sådan ønske, at de satte et mål eller et ideal op, som var opnåeligt. Så ville de nemlig en dag kunne sætte sig ned og fejre, at de nåede deres mål. At de blev sunde, normalvægtige kvinder med den facon, som de nu er givet fra naturens side. Hvis man går efter et mål, der ligger uden for ens rækkevidde, så kommer man jo aldrig i mål. Så bliver der aldrig noget af fejre. Noget at gennemføre. Og så kan man jo fortsætte med at gå og dunke sig selv i hovedet og tale grimt til sig selv “Dit fede, dovne uduelige læs!”, for man kan jo ikke finde ud af en skid og gennemfører aldrig noget.

Hvad ville der ske, hvis du droppede de vilde idealer og i stedet gik efter at være lykkelig? Tro mig, lykke kommer ikke af et tal på vægten. Selvfølgelig er det nok de færreste med et højt tal på vægten, der er sådan virkeligt lykkelige, så et vægttab kan helt sikkert være med til at føre dig hen på vejen mod mere lykke og glæde. Men lykken kommer altså ikke pr. automatik, bare fordi der står 54 kilo på vægten. Vi kender sikkert allesammen et tynd menneske, der ikke er lykkelig og glad for sin krop og sit liv.

Elsk dit hylster for det det kan – og det, som du fornemmer, at det kan mere, når du nærer det og bruger det. Og tænk gode tanker om dine tigerstriber, din hængemave eller hvad du nu har. Det er tegn på levet liv, et helt menneske.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *