Kylling i grøn karry

Jeg elsker det asiatiske køkken med de lækre smage fra fx citrongræs, koriander, chili og ingefær. Tidligere på ugen lavede jeg en dobbeltportion af kylling i grøn karry, som jeg skal spise det sidste af i aften. Det er en ret, der kan varieres ved at udskifte grøntsagerne og nogle af krydderierne. Her har jeg lavet den med kylling, men du kan også bruge kalkun eller fx svinekød i tern. Jeg propper altid masser af grøntsager i, så selvom der er god fedme fra kokosmælk, så kan retten spises med god samvittighed

Opskrift på kylling i grøn karry

Kokosmælk, kylling og masser af grøntsager. Let at tilberede og virkelig velsmagende

Ingredienser til kylling i grøn karry

  • 1 frisk rød chili
  • 1 stort løg
  • 3 cm ingefær
  • Lidt citrongræs
  • 2 fed hvidløg
  • 500 gram kyllingebryst i tern eller strimler
  • 2 tsk grøn karrypasta
  • 2 gulerødder
  • 1 dåse kokosmælk
  • ½ broccoli incl. stok
  • 1 rød peberfrugt
  • 3 stængler bladselleri
  • ½ bakke champignon
  • ½ squash
  • 1 spsk tamari eller sojasauce
  • 1 spsk sød chilisauce
  • Saften fra ½ lime
  • Peber og evt. lidt salt

Sådan tilbereder du kylling i grøn karry

Start med at rense alle grøntsagerne og skær dem ud: Gulerødder, squash, bladselleri i skiver, ingefær, chili, løg og hvidløg i fine tern, citrongræs og peberfrugt i mindre strimler, champignoner i kvarte, broccoli i små buketter og stokken i tynde skiver.

Varm lidt olivenolie i en wok og steg løg, hvidløg, chili, ingefær og citrongræs, indtil løgene er gennemsigtige. Tilsæt karrypasta, tamari og kyllingekød og steg videre et par minutter, mens du rører i det løbende.

Herefter tilsætter du alle grøntsagerne og de resterende ingredienser. Lad det koge, indtil kyllingekødet er færdigtilberedt. Der må gerne være bid i grøntsagerne, så smager det bedst.

Serveres med fx brune ris, blomkålsris eller nudler.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *