Lidt ekstra bliver hurtigt til mange kilo

Forestil dig, at du hver fredag sidste år efter aftensmaden spiste slik. Du var ikke sådan særlig sulten og manglede ikke energien fra slikket. Altså var dit kalorieindtag helt fint og i balance, inden du satte dig med slikskålen.

Forestil dig så, at det var en pose Matador mix. Sådan en helt standard pose på 135 gram. Sådan en man kan jo hurtigt køre ned foran X-faktor.
Hver fredag året rundt….

To dage om ugen drak du en halv liter cola og en af dagene snuppede du også en Marsbar. Mange drikker jo faktisk en halv liter cola eller mere hver eneste dag, men lad os bare holde os til to om ugen.

Ved årets udgang har du taget 8,6 kilo på. Jeg gentager… otte komma seks kilo! Det er MEGET!

Prøv at tænke tilbage. Ligner det her lidt dit billede af et nogenlunde almindeligt år? Eller plejer du at få endnu mere fordelt ud over ugen, som du egentlig ikke havde behov for? Når man begynder at regne efter, så er det pludselig ikke så svært at forstå, hvorfor kiloene nogle gange kommer snigende, uden vi nærmest lægger mærke til det.

Hvis vi så samtidig tager med i betragtning at basalstofskiftet falder, jo ældre vi bliver, så vi langsomt får et mindre kaloriebehov, så er det let at se, hvorfor rigtig mange af os stille og roligt hopper en tøjstørrelse op år efter år.

Hvis du – som jeg – gerne vil kunne spise din slik og drikke den der cola, men ikke ligefrem elsker at få flere kilo på sidebenene, så er der ikke andet for end at sørge for, at du bevarer et ligevægtsindtag. Det kan du enten gøre ved at spise noget mindre af noget andet, eller du kan forbrænde noget mere ved at motionere. Hvis du samtidig sørger for at bevare eller endda øge din muskelmasse gennem kontinuerlig styrketræning, så kan du endda nææææsten eliminere (det kræver en indsat at eliminere det helt) den nedgang der er i dit basale stofskifte, når du ikke længere er 20 år og sprød som bare pokker. Kort sagt: Jo større muller, jo mere mad kan du spise og stadig undgå at tage på.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *