Livet som anonym overspiser

Har du allerede læst første indlæg om Anonyme overspisere? Ellers finder du det her: Få hjælp til overspisning

I dette indlæg skal vi lidt tættere på Overeaters Anonymous, og hvad det er for noget set fra et medlems synspunkt. Beretningen her er fra en overspiser, der har fundet stor hjælp hos Overeaters Anonymous. Måske kan du kende historien, hvis jeg fortæller dig om at spise i smug fra familien – både som barn, hvor der blev gemt slikpapir på værelset og spist af de frosne kager i fryseren og senere som voksen, hvor du står for indkøbene og derfor har fuld kontrol over, hvad der kommer ind i hjemmet. Med dine indkøb kan du fodre din overspisning, når ingen andre ser dig. Og hvis du bliver grebet af skam og dårlig samvittighed, kan du genvinde kontrollen ved at gå ud og kaste op. Du gør det ikke hver gang, men du gør det nogle gange. Det er ikke sikkert, at du voldæder, men du spiser langt mere end godt er – og du spiser, når du ikke har et fysisk behov, fordi maden giver dig en midlertidig følelse af velbefindende og behag.

Et medlems oplevelse med Overeaters Anonymous

Jeg læste om OA for første gang for 15 år siden, da jeg boede i udlandet. En dag, da jeg åbner min fordør, ligger der en afrevet avisside ude foran døren… var den blæst derhen, var der mon nogen, der havde set ind ad mine vinduer og observeret mit madmisbrug, eller var det mon noget større end det? Jeg tror, det var min højere magt, der forsøgte at skubbe mig i den retning. Men, tænkte jeg, så syg var jeg bestemt ikke. OA var garanteret kun en flok overvægtige gamle tanter. Sådan var jeg ikke!!!

13 år senere, altså for et par år siden, laver min veninde en kobling mellem hendes mors alkoholproblem og mit problem med mad. Hmmm, nu var jeg nok mere klar til at se sammenhængen, men hvor skulle jeg gå hen?! Jeg var ikke klar over, at OA fandtes i Danmark.

Jeg var vel nået til det punkt, at jeg indså at alverdens kure, psykologer, diætister, coaches mv ikke kunne hjælpe mig. Jeg erkendte, at jeg var nødt til at acceptere mig selv, som jeg er/var. Det havde jeg ellers kæmpet imod i mange år, men intet virkede og jeg var træt af ikke at føle mig god nok. Det gav en indre ro at komme til den erkendelse.

Kort tid derefter opdagede jeg, at OA fandtes (jeg læste en avisartikel, hvor vedkommende meget kort nævnte OA), og jeg tog kontakt for at høre, om der var møde den næste dag. Der mødte jeg en kvinde på min egen alder. Hun så rigtig flot ud og lignede ikke en, der havde et problem med mad. Vi madmisbrugere komme i alle størrelser og udgaver.

Når vi taler om madmisbrug, kan det være alle grader af det: anoreksi, bulimi, overspisning, underspisning, osv. Det er enormt befriende at møde andre, der har det samme/lignende problem med mad. Det er jo ikke noget, som vi er åbne omkring. Misbruget foregår i smug, ofte ved vores nærmeste familier ikke engang, at det foregår. Vi er vildt gode til at sætte en facade op.

Mit madmisbrug kan bedst beskrives som overspisning med elementer af bulimi. Jeg overspiste aldrig, når andre mennesker så på, altid kun når jeg var alene eller i smug. Når man, som jeg, står for al madindkøb til familien, var det nemt at skjule alt det ekstra jeg købte, spiste, og måtte købe igen. Èn ting var sikker, hvis jeg åbnede posen eller pakken, så ville der ikke gå længe inden den var tom.

Man kan overspise på alt, også gulerødder og broccoli, men for mit vedkommende var det mest brød (hvidt, sødt brød), kager, ost… kendetegnet er noget der fylder i maven, noget der kunne fylde tomrummet i mig op, noget der kunne dulme alle de følelser, jeg ikke turde håndtere. Jeg har været de 12 trin igennem og oplever nu dagligt en indre ro og meget større grad af næstekærlighed.

Selvretfærdighed er et meget interessant ord, og det passede rigtig godt på mig før. Jeg vidste alt bedre, jeg var bedre end alle andre, gjorde alt bedre, mere rigtigt, osv. Men hvor er det dog trættende altid at være så negativ over noget andre gør. Det er jeg jo ikke herre over. Jeg kan kun ændre mig selv. Rigtig mange madmisbrugere spiser på følelser, og det er så meget nemmere bare at skyde skylden over på andre eller på en begivenhed end at bære ansvaret selv.

Hverdagen med Overeaters Anonymous

Jeg sørger for at meditere hver dag. Nogle dage er det 5 minutter, andre gange tyve. Nogle dage kun en gang om dagen, andre dage er jeg nødt til lige at tage lidt ekstra tid hist og her, for at finde kontakten til min HM. Jeg siger også et par bønner, nogle er fra AA bogen, andre er nogen jeg selv finder på, ofte bare tanker, eller en bøn om hjælp til at klare en bestemt situation, fx hjælp til ikke at købe noget af det usunde, jeg ved, jeg ikke kan holde fingrene fra… så beder jeg gerne en lille bøn,  inden jeg går ind i supermarkedet. Er jeg så endt med en pakke chokolade eller andet, som  jeg ved jeg ikke kan ”tåle” i hånden, så tager jeg lige et øjeblik og spørger min HM (red: højere magt): skal jeg købe det her/har jeg brug for det her. Og inden jeg når rundt om butiksreolen eller når hen til kassen for at betale, har jeg glemt alt om chokoladen. Mine tanker er blevet peget i en anden retning, mit fokus er ændret, og jeg har en ro inden i.

Bemærk lige, at jeg har hverken glorie eller englevinger… jeg starter hver dag forfra. Det skal forstås på den måde at vi tage en dag ad gangen. Med det samme jeg føler,  at nu kører det sgu for mig, så går det galt J. Det lyder så negativt, men det er blot fordi, vi madmisbruger så gerne vil have kontrollen selv, og det virker bare ikke. Vi har brug for vores HM. Hver dag er jeg også i kontakt med min sponser (enten e-mail, sms, messenger e.l.). Ligeledes har jeg daglig kontakt med mine sponsees.

Efter at jeg er begyndt i OA, har jeg virkelig fået styr på min spisetrang, og jeg spiser i høj grad, når jeg er sulten fremfor hele dagen lang. I mange år har jeg ikke følt sult særligt ofte, så jeg har helt glemt at mærke efter hvad min krop egentlig har brug for. Jeg har tit bare spist og spist for at holde mig beskæftiget. Så jeg ikke skulle tage mig af mine tanker og følelser, frygt, vrede osv. Falder jeg så lidt i det gamle mønster, spørger jeg med det samme min HM om hjælp, fx: jeg har lyst til at spise et eller andet, hvad kan jeg spise, hvad er godt for mig, skal jeg spise noget? Og min sponsor er der også altid for mig. Ukritisk, kærlig og ikke-dømmende.

Det er på mange måder mystisk at skulle fortælle om, og måske især til en der ikke selv har det samme problem. Men lur mig om der ikke sidder mange derude,  der rent faktisk har dette problem og disse selvdestruktive tanker. En ting er sikker: det virker. Det virker for mig!

En dag ad gangen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *