Oksegryde med bønner og grønt

Langt de fleste af os har drønende travlt og synes ind imellem, at det er svært at finde tid til at lave de sunde måltider hver dag til hvert eneste måltid. En af de bedste måder at gøre hverdagen lidt nemmere for dig, er at forberede større måltider, så du blot skal  varme maden op, inden du spiser den. I dag har jeg lavet en ret, der både er billig at lave, nem at tilberede og indeholder masser af god næring. Det er en kæmpe portion, som jeg har valgt at dele op i 6 måltider af hver 500 gram. Så find den store stegegryde eller wok frem, så kan du nemt gøre mig kunsten efter. I hvert måltid får du hele 38 gram protein, 33 gram protein, 11 gram fedt og 14 gram kostfibre. Det er et meget mættende måltid, som jeg personligt kan spise både morgen, middag og aften. Jeg har brugt bl.a. hvidkål, peberfrugter, løg og porre, men i princippet kan du bruge stort set alle grøntsager. Hvis du vil skifte ud i grøntsagerne, så skal du bare sørge for, at du rammer nogenlunde samme mængde – og vælg gerne groft, fx de forskellige kåltyper.

opskrift på oksegryde med bønner og grøntsager

6 måltider klar til frokost og morgenmad de næste dage. 35 minutter brugt på tilberedelse i alt – så er der mere tid til familien

Ingredienser til oksegryde med bønner og grønt

  • 800 g oksekød, hakket, 5%
  • 620 g hvidkål, rå
  • 260 g peberfrugt, rød
  • 340 g peberfrugt, gul
  • 190 g porre
  • 100 g gulerod
  • 65 g rødløg
  • 10 g chili, rød, frisk
  • 500 g kidneybønner fra dåse
  • 280 g majs, dåse
  • 1 spsk olivenolie
  • 1 spsk kokosolie
  • 2 spsk paprika
  • 2 spsk karry
  • 2 spsk sojasauce
  • 2 tsk salt

Sådan tilbereder du oksegryde med bønner og grønt

Rens og hak alle grøntsagerne i passende stykker – det her er den mest tidskrævende del af opskriften, men tiden er godt givet ud, når du har let mad til 6 måltider.

Varm olivenolie og kokosolie op i en STOR gryde (jeg brugte en gammeldags stegegryde).

Brun kødet og tilsæt krydderier og soja.

Tilsæt de resterende ingredienser og lad det simre under låg ved middel varme, indtil grøntsagerne er møre. Rør rundt i retten ind imellem, så det ikke brænder på.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *