Opskrift på karamelliserede løg

Jeg har lavet karamelliserede løg i dag, fordi jeg havde en masse løg, der var ved at blive lidt kedelige. Løg er en god kilde til a-vitamin, c-vitamin, nogle b-vitaminer, folat og calcium blandt mange andre. Samtidig vejer de ikke særlig tungt i kalorieregnskabet, fordi 100 gram løg indeholder kun cirka 46 kcal.

Rå løg har en ret skarp smag, men når du tilbereder løg, så forsvinder skarpheden, og i stedet bliver løgene søde og lækre. Hvis du har nogle løg, du gerne vil prøve noget nyt med, så vil jeg klart anbefale dig fx at bage hele løg med skallen på i ovnen, næste gang du laver fx rodfrugter som tilbehør til aftensmaden. Du kan gøre det samme med hvidløg. Det smager virkelig lækkert, men bruger du hvidløg så forbered dig på, at du ikke ligefrem lugter af roser dagen efter. Dvs. lad være med at spise bagte hvidløg dagen inden en jobsamtale, daten med Mr. Perfect eller et andet vigtigt møde, hvor du gerne vil gøre et godt indtryk.

Rå løg klar til panden

De rå løg er snittet og klar til at ryge på panden. Brug de løg du har – det betyder ikke ret meget, om det er rødløg eller andre typer

løg pande

Karamelliserede løg halvvejs i processen

Karamelliserede løg

Søde og lækre, karamelliserede løg klar til dagens frokost

Du kan også bruge dine løg, som jeg har gjort det i dag. Det er let, men det kræver tålmodighed at få de lækreste, karamelliserede løg. Du har måske stødt på opskrifter, hvor der står, at du skal stege løg i ca. 5 minutter, indtil de karamelliserer. Glem det, det tager altså længere tid – men det er ikke svært. Har du en lille time, har du tid nok, og du kan sagtens forberede andet mad samtidig med, du skal bare kunne røre lidt i panden ind imellem.

Her får du min opskrift på karamelliserede løg

Det skal du bruge for at kunne fremtrylle lækre, karamelliserede løg

  • 4 løg (jeg brugte både rødløg og alminde løg)
  • 4 fed hvidløg
  • 1 spsk god olivenolie
  • 1 spsk smør, ghee eller smagsneutral kokosolie
  • 2 spsk hvidvinseddike eller balsamico
  • 1 tsk palmesukker eller anden form for sødemiddel (hvis du ikke kører en streng sukkerpolitik derhjemme, så bruger du bare 1 tsk sukker)
  • Lidt salt

Sådan tilbereder du karamelliserede løg

Skær løgene ud i forholdsvis tynde skiver ringe.

Skær hvidløg ud i tynde skiver

Opvarm en pande til jævn varme, og smelt fedtstoffet heri.

Tilsæt løgene – vent med at tilsætte hvidløg.

Rør rundt i løgene jævnligt i et kvarters tid.

Når løgene er blevet godt bløde og gennemsigtige, skruer du lidt ned for varmen, så det fortsat simrer, men du er er sikker på, at du ikke brænder løgene på.

Tilsæt hvidløg.

Rør fortsat rundt ind imellem.

Tilsæt sukker.

Efter yderligere et kvarter tilsætter du vineddike eller balsamico.

Lad løgene simre videre i ca. 20 minutter, indtil de er blevet gyldent brune, og mængden er reduceret godt ind.

Et voila – her en lille time senere har du de sødeste, lækreste karamelliserde løg. De går virkelig godt i en hjemmelavet burger, en hotdog eller som jeg spiste dem i dag: Sammen med en hakkebøf og en god salat.

Løgene kan holde en lille uges tid i køleskabet i en lufttæt beholder.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *