Opskrift på squashfrikadeller

I den forgangne uge har jeg fået udvidet mit univers med flere nye opskrifter, blandt andet squashfrikadeller. Det passer vores familie rigtig godt at være flexitar, altså vegetar på deltid. Vi gør det sådan, at der ikke serveres kød til aftensmaden på hverdage, men så er der til gengæld præcis det kød, som vi har lyst til i weekenden.

squashfrikadeller til morgenmad

Lækker, mættende morgenmad med spejlæg, squashfrikadeller, tomat og en god skive fuldkornsrugbrød

Meningen er egentlig, at der også er kød til frokost og evt. morgenmad, men jeg har ikke spist ret meget kød den forgangne uge, fordi jeg har spist af de lækre rester fra aftensmaden. Jeg har søgt efter inspiration flere steder på nettet og har herefter gjort retterne til mine egne ved at ændre på ingredienserne, så de passer til mine smagsløg. Samtidig har jeg fjernet alle mælkeprodukter fra de retter, hvor min datter har skullet spise med, for hun kan ikke tåle mælkeprotein. Jeg har fundet et par forskellige retter på squashfrikadeller på nettet, men der har skullet ost eller lignende i, så det endte med, at jeg lavede min egen version. Du får opskriften på squashfrikadellerne her. De er bløde og lækre og minder i konsistensen meget om almindelige frikadeller. Jeg har spist mine til morgenmad i dag sammen med rugbrød og spejlæg. Det kan godt anbefales, hvis du fx har en rest fra aftensmaden.

Ingredienser i squashfrikadellerne

  • 1 bundt forårsløg
  • 2 små squash
  • 2 æg (jeg brugte tre, fordi mine æg var meget små)
  • 3 fed hvidløg
  • 2 håndfulde friske krydderurter (jeg brugte koriander og basilikum)
  • 5 spsk havregryn
  • 2/3 tsk salt
  • Friskkværnet peber – bare giv den et ordentligt skud
  • evt. et par spsk mel eller rasp, hvis “farsen” er for blød
  • Olivenolie til stegning

Sådan tilbereder du squashfrikadeller

Squashfrikadeller på panden

Du former og steger dine squashfrikadeller præcis som almindelige frikadeller. Easy peasy 🙂

Start med at rive squash på rivejern eller i foodprocessor. Klem herefter væden ud, så squashen bliver godt tør.

Rens forårsløg, pil hvidløg og kom begge dele sammen med krydderurter i foodprocessoren og kør det til det er helt findelt.

Rør squash sammen med de øvrige ingredienser. Vurder om farsen er for våd og tilsæt evt. lidt mel eller rasp. Det skal minde om en almindelig frikadellefars i konsistensen.

Varm en pande op, hæld lidt olivenolie på og form og steg squashfrikadeller, som du normalt steger dine frikadeller.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *