Proteinkoldskål med jordbær

Jeg nyder varmen og synes, jeg har verdens absolut bedste job i de her dage – det synes jeg i øvrigt stort set hele året rundt – men der er noget helt særligt ved at få lov til at træne tidlig morgen i solskin eller i bagende hed middagssol. Det er jo helt paradisisk i denne uge, og jeg minder mig selv om at sætte pris på det, inden vejret igen skifter til det lidt mere grå og kedelige. Min frokost i dag skulle kunne tilberedes på kort tid, så jeg snuppede nogle gulerødder og så en hurtig koldskål med jordbær og masser af protein. SÅ er jeg klar til resten af eftermiddagen. Jeg deler selvfølgelig opskriften med jer – hvis du har en blender eller en stavblender, kan du gøre mig kunsten efter.

De ernæringsmæssige fakta skal du selvfølgelig også have med. Hvis du drikker det hele selv og undlader at kaste 50 kammerjunkere oveni (det smager skønt uden), så får du:

Opskrift på proteinholdig koldskål med jordbær

Jeg drak min protein jordbærkoldskål med sugerør, fordi tiden var knap.

298 kcal i alt

34 gram protein

30 gram kulhydrat

3,3 gram fedt

Ingredienser til protein koldskål med jordbær

  • 1 måleske bodylab Whey 100, Vanillie
  • 1 banan
  • 2 spsk vanilleskyr (du kan også bruge helt almindelig skyr og så bare tilsætte noget vanillepulver)
  • 2 dl kærnemælk
  • 2 håndfulde frosne jordbær
  • Evt. lidt friskpresset citronsaft

Sådan tilbereder du din protein jordbærkoldskål

Skær bananen ud i mindre stykker og kom alle ingredienserne i en blender eller en skål, der fungerer godt sammen med din stavblender. Blende, blende, blende – når konsistensen er ensartet, så er du klar til at gå om bord i din koldskål. Fyld evt. mere kærnemælk i, hvis den er blevet for tyk (jeg fik ikke målt, hvor meget jeg præcis kom i, så de 2 dl er ret gætværk).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *