Jeg var så heldig, at min lokale Superbrugsen havde økologiske gulerødder til kun 5 kr. for 1 kilo, fordi de var ved at være lidt halvtrætte. Jeg skyndte mig at købe nogle poser med hjem og valgte at bruge den ene pose til en lækker gulerodssuppe, selvom vi godt kan diskutere, om det ikke lige er en kende for efterårsagtigt her om sommeren. Men suppe blev det til under alle omstændigheder.
Denne her udgave er lækkert krydret og har et stærkt bid fra frisk chili og syre fra friskpresset lime, der går utroligt godt til sødmen fra gulerødderne. Og så kan den laves på en halv time. Det er da lige til at overkomme selv på en travl hverdag.
Du kan evt. servere rejer og en klat cremefraiche til – eller kylling eller bacon eller…. Mulighederne er mange.

Lækker gulerodssuppe med bid fra chili og syrlighed fra lime
Ingredienser til spicy gulerodssuppe
- 2 løg
- 1 kilo gulerødder
- 2 lime
- 2 fed hvidløg
- 1-2 friske røde chili
- 4 cm frisk ingefær
- 1 spsk olivenolie
- 2,5 liter grøntsagsbouillon
- Salt og peber
Sådan laver du gulerodssuppen
Snit løg, hvidløg, ingefær og chili fint (fjern frø og skillevægge i chilierne) og svits det i olien i en stor gryde.
Skær gulerødderne ud i grove stykker og lad dem svitse med et minut eller to.
Tilsæt grøntsagsbouillon og lad det koge, indtil gulerødderne er møre. Det tager omtrent et kvarter.
Blend suppen
Tilsæt saft fra de to limefrugter og smag til med salt og peber.
ENJOY!
Rigtig dejlig smager forrygende! Kan varieres, som vi holder af, eller mildere till vores ældre familliemedlemmer m.fl.
Tak for opskriften!
Mvh.
Jeannette Thisted
Fedt, det er jeg glad for at høre Jeanette. Tak for dit input. Mvh Heidi