Tahindressing

tahindressing

Rugbrød med avocado, tomat og tahindressing

Tahindressing er genialt tilbehør til mange retter. Jeg har brugt det som dressing på salat, til bagte eller dampede grøntsager og i dag på en rugbrød med avocado og tomat. Det er virkelig let at lave, og du kan let variere det, ved at tilføre forskellige krydderier.

Hvis du har lyst til at prøve kræfter med tahindressing, så får du min opskrift nedenfor.

Opskrift på tahindressing

  • 1,5 spsk tahin
  • 0,5-1 spsk citronsaft
  • 1 spsk olie (jeg har brugt alt fra olivenolie til avocado- og valnøddeolie). Olien kan udelades, men jeg tilføjer den i vintermånederne for at afhjælpe min vældig tørre hud.
  • Vand – mængden afhænger af, hvordan du bedst kan lide konsistensen på din dressing. Start med at tilføje et par spsk., og så kan du altid give mere.
  • Salt
  • Peber

Pisk alle ingredienserne godt sammen. Når du har fået tilført den mængde vand, som du synes, giver den konsistens, du gerne vil have, så kan du tilføje flere smagselementer. Jeg har i dag tilsat hvidløg og en chilipure. Den anden dag brugte jeg frisk chili, hvidløg og ingefær. Prøv dig frem indtil du har fundet din favorit.

Hvad er tahin

Tahin er pasta lavet primært på sesam. Så hvis du ikke tåler sesam, skal du ikke give dig i kast med denne opskrift. Tahin indgår som ingrediens i hummus og bruges i mange lande som et smørepålæg. Der findes søde udgaver, hvor tahinen har fået et skud dadelsirup. Hvis du har fået fingrene i sådan en sag, så prøv at spise den sammen med skyr/græsk yoghurt og friske bær. Det smager virkelig godt.

Derudover er tahin en sund fætter at stifte bekendtskab med. Den indeholder masser af magnesium, selen, e-vitamin, protein og sesamin. Sesamin er et stof, der har positiv indvirkning på flere aspekter i din krop: Det kan være med til at sænke dit blodtryk, det er medvirkende til at sænke dit indhold af fedt og sukker i blodet ligesom det kan være med til at beskytte de celler, der producerer insulin.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *