Velsmagende glutenfrit “rugbrød” til dig med allergi

For nogle år siden var både jeg og begge mine børn i en periode på knap 2 år igennem et større udredningsforløb for allergi ved en speciallæge i Århus. I den periode spiste vi ingen gluten overhovedet og mælkeprodukterne var meget begrænsede. Vi er siden blevet frikendt for cøliaki (decideret glutenallergi), men ingen af os tolererer gluten specielt godt, så derfor begrænser vi vores indtag. Jeg bruger normalt ikke glutenfri produkter længere, men jeg køber kun sjældent boller, hvid pasta osv. På samme måde plejer jeg heller ikke at købe færdige glutenfri produkter, fordi der virkelig er meget skrammel på hylderne i supermarkederne. Det er helt forfejlet at tro, at noget er sundt, hvis det er glutenfrit. Sådan hænger det ikke sammen. Og en fødevare er heller ikke pr. definition usund, hvis den indeholder gluten. Tåler du gluten og mælkeprodukter, så vil jeg anbefale dig at spise helt almindeligt, groft brød, men hvis du har allergi over for fx gluten, laktose (mælkesukker) eller mælkeprotein, så er du selvfølgelig nødt til at tage hensyn til det.

Min datter på 6 fik som 3-årig konstateret mælkeallergi. Det betyder, at hun ikke kan tåle mælkeprotein – og derfor kan hun fx heller ikke spise de mange laktosefri produkter, som der efterhånden findes på markedet. Det betyder ikke ret meget længere i vores hverdag. Jeg har vænnet mig til at bage uden mælk og smør – så bruger vi bare noget plantebaseret i stedet for. Men det er jo også rart at slippe for at bage ind imellem, og det kan jeg heldigvis godt.

Alternativ til rugbrød fra Thunberg

Thunberg har været så søde at sponsorere et par brød til mig, og jeg kvitterer selvfølgelig med dette indlæg, hvor jeg gerne vil fortælle dig min uforbeholdne mening om produkterne. Jeg har fået et bagselv “rugbrød” og et skiveskåret brød. Jeg har lige bagt rugbrødet og her får du min uforbeholdne mening:

glutenfrit rugbrød laktosefri thunberg

Laura’s “rugbrød” fra Thunberg Kiks er et glimrende alternativ til rugbrød for allergikere

På plussiden:

  1. Det ligner helt almindeligt rugbrød
  2. Det smager sørme også ret meget som rugbrød – i hvert fald smager det godt
  3. Det har en super fin konsistens og en sprød skorpe
  4. Der er ingen e-numre i – ingredienslisten er faktisk ret kort og til at overskue
  5. Du kan købe det og have det i fryseren, så du altid kan få friskbagt glutenfrit rugbrød på 20-25 minutter
  6. Der er ingen animalske produkter i, så du kan roligt spise brødet, hvis du er vegetar eller veganer

På minussiden:

  1. Der er flere kalorier i end almindeligt rugbrød (284 kcal pr. 100 gram mod fx 212 kcal pr. 100 gram i Skovmandsbrød)
  2. Der er ikke nær så mange kostfibre som i almindeligt rugbrød

Konklusionen herfra er, at det er et velsmagende glutenfrit rugbrød til dig, der har allergi eller er vegetar/veganer. Hvis du kan tåle almindeligt rugbrød vil jeg dog fortsat anbefale dig at spise det ud fra et rent ernæringsmæssigt synspunkt.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *